Velkommen til Blue Velvet - Dag 19

Ovenstående titel refererer til, at dagen i dag helt er overskygget af en uvirkelig, psykedelisk virkelighed som man ellers kun kan finde i et David Lynch univers.

Vi har hygget i formiddags. Leget på legeplads og Skypet. Så ringer vi til ACs kontor i Bogotá for at høre, hvorvidt der er nyt fra domstolen i Faca. Og lige præcis her begynder en lang og fuldstændigt syret dag, der slutter med min ankomst til hotel Halifax kl. ca. 21.00.

Tilbage til telefonsamtalen. Carolina forsøger pænt at forklare, at hun faktisk overhovedet ikke har fulgt op på vores sidste samtale. Dvs. hun ved intet om domstolen i Faca og en eventuel "sentencia". Jeg beder hende - endnu engang - undersøge, hvorvidt der er fremskridt, hvornår domstolen evt. julelukker, hvornår konsulatet og ICBF julelukker og desuden, hvornår de åbner igen efter jul. Dette for at styrke håbet om, at en "sentencia" nu måske i det mindste kan give os en hjemrejse mellem jul og nytår. Det er med en god portion mismod og manglende overbevisning om, at Carolina overhovedet har forstået, hvad jeg mener, at jeg lægger røret.

10 minutter senere ringer telefonen. En glad Carolina fortæller, at hun nu har fået at vide af vores advokat Pilar, at dommeren har underskrevet "sentencia" i dag og at alle formaliteterne vil blive ordnet (læs: kopier bliver påstemplet og -tegnet) således at vi kan afhente mandag. Jeg spørger til, hvorvidt det fortsat giver os mulighed for hjemrejse før jul. Det svarer Carolina en smule undvigende på, idet hun formentlig ikke har undersøgt de øvrige forhold vedr. lukke- og åbnetider. Jeg lægger røret tilfreds med, at vi dog - trods alt - er nået så langt.  Kl. er nu ca. 10.15 og der skal blot gå lidt over en time inden telefonen ringer igen. Denne gang er det den stoooore chef fra AC i Bogotá, Helena De Boehlke, der er i telefonen. Hun får fat i Majken og kan nu meddele, at vi får "sentencia" i dag og kan afhente i eftermiddag, hvorfor Stefan skal være klar til en tur til Faca kl. 13.45.

Kl. 13.45 bliver Stefan hentet af en chaufførbil fra et eller andet taxaselskab, der formentlig ikke er under Helenas vinger. Den noget nærsynedes chauffør skal hente mig, hvorefter vi skal køre til ACs kontor, hvor jeg skal have selskab af Juanita fra kontoret på turen. Desuden kan jeg forstå, at advokaten Pilar skal med. Vel ankommet til ACs kontor kl. ca. 14.15 sidder jeg og venter i bilen. Den unge portvagt råber op gennem vinduet til Juanita, at jeg er ankommet. Der går ca. 5 min. så kommer Carolina ned. Hun meddeler, at alle har ærinder i dag, hvorfor jeg får selskab af Juanita. Jeg spørger om Juanita kan engelsk, men får at vide, at det er nok ikke nødvendigt, nu da Pilar skal med. Jeg spørger igen til muligheden for at komme hjem før jul og nu synes det som om Carolina svarer på et mere oplyst grundlag. Jeg kan forstå, at der rent faktisk ikke er nogle af de kontorer som jeg skal bruge som lukker før slutningen af kommende uge. Hun er dog i tvivl om konsulatet og paskontoret. Jeg stiller mig tilfreds med både selskabet og svaret og øjner nu muligheden for evt. at få afsluttet sagen mellem jul og nytår. Jeg venter i bilen og da der er gået yderligere 15 min. kommer Juanita og køkkendamen (iført forklæde) fra ACs kontor ned til bilen. Juanita introducerer sig selv og overlader herefter ordet til køkkendamen, der med nogle få gloser åbenbart er den, der kan mest engelsk. Hun forklarer, at advokaten Pilar er i møde og at hun vil skynde sig alt hun kan, men der vil formentlig gå 45 min. før hun ankommer. Jeg tæller lidt på kronometeret og konstaterer - på baggrund af min sidste tur til Faca - at det fortsat kan nås inden kl. 17.00, hvor jeg mener, at kontorerne lukker. Jeg bliver tilbudt at spendere ventetiden på kontoret. Her bliver jeg tilbudt frisklavet juice og sætter mig og venter. Det bliver til lidt ordveksling om oversvømmelser, vulkanudbrud og jordskælv i forbindelse med et kraftigt regn- og tordenvejr, der sætter ind over Bogotá. Lois, der var vores chauffør på den lange tur efter Alea til San Juan de Rioseco, kommer også forbi kontoret for at spise frokost tilberedt af køkkendamen og afregne et mellemværende. Bilen har han parkeret i bygningen ved siden af, hvor Hansa Tours altså holder til (var det en kasket til Helena igen?). Efter at have ventet en time bliver Lois lidt utålmodig, da han ved, hvor længe det tager at køre til Faca. Han ringer derfor til Pilar, der er hjemme for at skifte tøj efter at være blevet drivvåd efter mødet. Han fortæller dog mig, at hun ligger og sover, hvilket jeg overbærende griner af, men overhovedet ikke synes er sjovt på dette tidspunkt. Efter at have fikset en lyskæde som den søde køkkendame ved at uheld får klemt i vinduet, skal Lois køre. Jeg kan se, at han henter Hansa Tours bussen og at Juanita følger med. Da køkkendamen også er gået, rejser jeg mig og går hen til vinduet. Her kan jeg se, at Juanita hopper ind i bilen med Lois og kører afsted. Kort efter ankommer Pilar, hvilket konstateres af køkkendamen. Hun kommer fuldstændigt stakåndet op på kontoret. Her begynder hun en forklaring om, hvorfor hun er sent på den. Jeg siger, at hun skal tage en dyb vejrtrækning og derefter gå ned i taxaen, der fortsat venter. Vi går ned sætter os ind i bilen, hvorefter både chaufføren og jeg spørger til Juanita, der jo skulle med. Pilar og jeg kigger på hinanden og bliver hurtigt enige om, at nu må vi nok bare se at komme afsted. Vi kører.

Undervejs i bilen fortæller Pilar bl.a. følgende. Hun har rykket retten for svar på foranledning af Carolina og fået at vide, at "sentencia" vil være klar mandag. Kort efter bliver hun ringet op fra retten, der nu siger, at det vil passe dem bedre med aflevering af "sentencia" samme dag. Derfor bliver det hele pludseligt lidt hektisk. Pilar sidder i møde med en italiensk familie og ICBF da hun får denne besked. Efterfølgende har hun endnu et møde hun skal nå, hvorfor hun meddeler AC, at hun først kan være ved kontoret kl. 15.00. En meddelelse man åbenbart vælger at overhøre! Endvidere forklarer hun, at der ikke er nogen panik i forhold til tidsplanen for en afrejse før jul. Det skal kunne nås, da hverken kommunekontor for fødselsregistrering i Faca, paskontorer eller ICBF lukker før torsdag i kommende uge. Endvidere forklarer hun, at vores "sentencia" er blevet forsinket på grund af, at vi dels IKKE fik den domstol og dommer som Pilar kender og dels fordi det tilkendte dommerkontor har holdt lukket en uge grundet flytning. Pilar vurderer dog, at der grundlæggende ikke er tabt væsentlig tid. Pilars største problem er derfor nu, at hun rent faktisk ikke ved, hvor domstolen er flyttet hen i Faca. Hun lover, at hvis ekspeditionen på dommerkontoret er hurtig, går hun gerne med mig på kommunekontoret for at få ny fødselsregistrering til Alea med det samme.

Da vi ankommer til udkanten af Faca har chaufføren været kørt forkert en gang, da han blot følger en bil ind på en midterafkørsel på freeway´en der er en såkaldt "retorno". Altså en bane til at vende rundt og køre tilbage. Det klarer vi selvfølgelig nemt ved lige at bakke ind på den rigtige side af freeway´en igen. Nu må vi så spørge om vej. En betjent kender ikke svaret men kalder på en yngre kollega, der ankommer med støvletramp og høje knæløft (praktikant?). Han mener at vide, hvor det er. Vi kører og efter kort tid konstateret Pilar, at vi da vistnok er på vej mod det gamle dommerkontor af en omvej. Chaufføren spørger igen om vej og får nye retningslinier. Da vi har passeret torvet i byen Faca to gange drister jeg mig til at spørge, om ikke det vil være en ide, at køre forbi det gamle kontor i håbet om, at man måske her har sat en meddelelse om, hvor man er flyttet hen. Pilar er enig og guider chaufføren til det gamle kontor. Her er der - på den i alt ca. 20 meter lange facade - med to meters mellemrum opklæbet skilte med anvisning til den nye adresse. Vi forsøger nu at finde denne adresse ved at chaufføren spørger om vej. Det bringer os nu igen to gange forbi det lokale torv, dog nu fra to forskellige retninger. Vi spørger igen og kører nu i stedet lidt mere sydpå i byen, hvor vi skal finde carrera 2 og calle 1. Vi spørger igen og får anvist, at det blot er lidt nede ad vejen. Chauføren triller forbi et stort skilt med noget "social" og "familiar", men jeg spørger om det ikke kunne være det. Men han vil hellere spørge i den lille fortovsrestaurant overfor. Der er nu 5 minutter til kl. er 17.00 og dermed til domstolen lukker. Restaurantens personale anviser, at domstolen er ved det tidligere nævnte skilt. Vi bakker lidt, parkerer og løber ind.

Inde på kontoret bliver vi modtaget i en lille reception. Her er den første sekretær. Hun henviser os til et lokale, hvor der sidder en sekretær, der er sekretær for dommerens sekretær. Alle lokaler er slidte og minder om en tidligere skole. Skrivebordene er for små til de mange papirer, printerne er matrix og skærmene er skrånet mod brugeren med klodser eller skriveblokke. Dommerens sekretær sidder og er allerede i gang med at printe den forside til de 10 eksemplarer, der skal prydes med hans signatur. De øvrige sider printes andetsteds. Samtlige 16 sider i de 10 kopier får hvert et stempel, der yderligere forsynes med et datostempel og dommerens sekretærs initialer. En masse følgepapirer skrives under. Mange af Pilar og sekretærens sekretær. Kun ét af mig. Da vi har modtaget samtlige eksemplarer noterer jeg mig, at Pilar giver et kontant håndtryk til begge de to vigtige sekretærer. Dvs. hun har på forhånd lagt et par pengesedler ind i hånden, når hun siger tak for hjælpen og stikker dem næven. På vej ud mod bilen aftaler vi, hvordan Pilar kan meddele ACs kontor, at jeg kan hente fødselsregistrering i Faca i morgen og at jeg dertil skal bruge noget hjælp. Kl. er nemlig nu ca. 18.00 og vi kan ikke nå kommunekontoret. På vej mod bilen bladrer jeg i papirerne og konstaterer hurtigt, at Alea er blevet til Allia, Majkens fødselsdato er forkert og andre småting. Vi må derfor hurtigt tilbage. Vinker afværgende til chaufføren og løber ind igen. Der findes fejl på 4 sider gennemgående for de 10 kopier. Fejlen rettes, der kopieres, stemples, påtegnes og klipses. Vi forlader kontoret ca. 18.15 og chaufføren kører ud af Faca. Han vælger den gamle landevej i stedet for freeway´en.

Vi kører ret længe og pludselig er vi i udkanten af Bogotá. Pilar beklager hele vejen hendes forsinkelse om eftermiddagen og jeg fortæller, at det gør jo ikke noget, for vi fik alligevel det vi kom efter. Hun får en af gaverne, da jeg egentlig synes at det virker som om hun er ganske oprigtig og sød. Jeg spørger også til det kontante håndtryk og får at vide, at det ikke er et must. Hos nogle personer vil man blive mødt med et venligt "nej tak" hoa andre - typisk højerestående personer - kunne det føre til en anholdelse. Pilar tilbyder nogle gange lidt kontanter og oplever herved at blive mødt med velvilje næste gang. Det er så at sige hendes networking ifølge hendes udsagn. Ved udkanten af Bogotá bemærker jeg, at vi ikke drejer op ad den vej, der leder langs flyvepladshegnet. Jeg tænker umiddelbart, at chaufføren kender en anden vej. Det gør han helt sikkert også. Det er bare ikke en af dem han kender vi kører på. Dette konstateres ca. 10 km. senere. Eftersom det nu desuden er helt mørkt har den nærsynede og åbenbart også natteblinde chauffør valgt at nedsætte hastigheden til omkring 60 km/t. Det er sådan set også en meget passende hastighed, når man med jævne mellemrum korrigerer voldsomt og en smule panisk, fordi man tror at man får øje på noget. Vi kører tilbage efter at have vendt i byen Chia. Kl. ca. 20.30 sætter vi Pilar af ved hendes hjem. Vi har aftalt, at hun straks kontakter Helena for at give besked om, hvad vi har opnået, at jeg har papirerne og at det er helt nødvendigt at de kontakter mig straks fra morgenstunden fredag, så vi kan få aftalt afhentning af fødselsregistrering.

Efter denne sindsoprivende og surrealistiske dag vender jeg hjem til Halifax ca. kl. 21.00. Her har de gemt lidt aftensmad, der nedsvælges med den udemærkede Modelo Negro. Efter et hektisk godnatreferat til Majken, bliver vi enige om, at troen på en hjemrejse FØR JUL nu er vendt tilbage.