De sidste par dage har været meget frustrerende og uudholdelige. Et vigtigt stykke papir havde svært ved at finde sin vej til Århus. Heldigvis lykkedes det i går, hvilket betød at alle vores papirer nu er sendt derhen hvor de skal være. Nu må vi bare vente tålmodigt igen på at vi får en dato for, hvornår vi får Alea i Colombia. Vi krydser hvad vi kan og håber på en hurtig tilbagemelding for vi er klar til at rejse. Er der ikke sket noget på onsdag, går jeg i panik!
I dag kører vi ud og får købt nogle ting, som skal med til Colombia. Måske en lille ting til Alea smutter med ned i indkøbskurven?
/Majken
lørdag den 30. oktober 2010
torsdag den 28. oktober 2010
Vedr. Parken d. 2. november 2010
Fast læser!
Der havde indsneget sig en lille fejl i tidligere meddelelser om tilknytning som fast læser. Funktionen er placeret nederst til højre. Du skal have et logon fra f.eks. Google for at blive fast læser. Jeg beder elskværdigt om tilgivelse!
onsdag den 27. oktober 2010
Kort om ventetid
Som nævnt er den prognosticerede ventetid vokset dramatisk for os. Det har jo imidlertid vist sig eminent, at vi besad tålmodighed. Ellers havde vi jo aldrig fået Juanita.
Ventetiden har været lang. Den har også været drøj, opslidende, skræmmende og til tider næsten uudholdelig. Så tæt på uudholdelig, at man næsten kunne overveje at give op. Faktisk mener jeg ikke at kunne erindre, at der har været noget som helst positivt ved denne ventetid. Selv at udholde andre menneskers - må jeg understrege altid utroligt velmenende - kommentarer har været svært. Når en kollega siger: "Nøj, det lyder spændende!". Som replik til eget udsagn om, at man - trods sin relativt fremskredne alder - endnu ingen børn har, og at man afventer adoption. Så er man faktisk ved at eksplodere, fordi det er sgu bare overhovedet ikke en skid spændende. Det er smerteligt! Men man kommer jo til sig selv blot et splitsekund før man replicerer med noget helt overilet og uovervejet og smiler, mens man hvisler et lidende "tjoh, det er det vel nok" ud mellem tænderne.
Det var en kort beskrivelse af den lange del af ventetiden. Den langt mere intense del afvikles netop nu. Den er forhåbentlig kort, men så meget desto mere uudholdelig. Hvornår f..... skal vi afsted?
Ventetiden har været lang. Den har også været drøj, opslidende, skræmmende og til tider næsten uudholdelig. Så tæt på uudholdelig, at man næsten kunne overveje at give op. Faktisk mener jeg ikke at kunne erindre, at der har været noget som helst positivt ved denne ventetid. Selv at udholde andre menneskers - må jeg understrege altid utroligt velmenende - kommentarer har været svært. Når en kollega siger: "Nøj, det lyder spændende!". Som replik til eget udsagn om, at man - trods sin relativt fremskredne alder - endnu ingen børn har, og at man afventer adoption. Så er man faktisk ved at eksplodere, fordi det er sgu bare overhovedet ikke en skid spændende. Det er smerteligt! Men man kommer jo til sig selv blot et splitsekund før man replicerer med noget helt overilet og uovervejet og smiler, mens man hvisler et lidende "tjoh, det er det vel nok" ud mellem tænderne.
Det var en kort beskrivelse af den lange del af ventetiden. Den langt mere intense del afvikles netop nu. Den er forhåbentlig kort, men så meget desto mere uudholdelig. Hvornår f..... skal vi afsted?
Historien (næsten) forfra!
Lige lidt baggrundshistorie for at opnå en forståelse for, hvorfor, hvordan og hvornår vi har besluttet os for at søge adoption og hvilken langvarig proces dette er. Men ikke at forglemme! Først og fremmest indledning med et "hip hurra" fordi vi nu står her, helt og aldeles klar til at tage afsted, men i praksis - selv efter 4 års ventetid - fuldkommen uforberedte.
For ca. 4 år siden afslutter Majken og jeg den indledende proces i forhold til godkendelse til adoption. Selve det forløb er en blog værdigt i sig selv, så det kan du høre mere om en anden gang. Imidlertid byder den indledende proces på flere valg, herunder valg af ønsket afgiverland. Vi studerer de forskellige landemuligheder hvortil bureauet AC Børnehjælp (herfra "AC") har kontakter og beslutter os for Colombia.
At remse alle forhold op vedr. de enkelte lande er en aldeles uoverskuelig opgave, men jeg skal her nævne nogle forhold, der har haft medvirkende indflydelse på vores valg. Mange afgiverlande afkræver adoptanter, at særlige forhold er opfyldte. Det kan være af religiøs karakter, en vis ægteskabs anciennitet, villighed til at modtage ældre børn, kun repræsentation og formidling gennem private institutioner eller lign. Vi valgte Colombia og den offentlige institution her, fordi det klingede godt i vores ører. Et velfungerende offentligt system understøttet af bl.a. de aftalte bidrag gennem adoptionsformidling. Nogle ofte velbeskrevne børn og en sandsynlighed for at modtage et barn af uvis karakter racemæssigt. Desuden en - på daværende tidspunkt - rimelig prognose på ventetid og en fornuftig varighed for opholdet i Colombia. Vi er bevidste om, at andre forhold klinger godt i andres ører! Det respekterer vi. Men dette rummer nogle af vores overvejelser.
Det formidlende bureau AC kunne indledningsvist fortælle om en god, jævn formidling fra Colombia med en forventet ventetid på halvandet til to år og et forventet ophold i landet på 4-6 uger. Det er ovenstående der i den mellemliggende periode er vokset til 4 år og 6-8 uger i Colombia. Jeg er imidlertid overbevist om, at vi nok skal klare de ekstra par uger, når vi nu har klaret de ekstra par år!
For ca. 4 år siden afslutter Majken og jeg den indledende proces i forhold til godkendelse til adoption. Selve det forløb er en blog værdigt i sig selv, så det kan du høre mere om en anden gang. Imidlertid byder den indledende proces på flere valg, herunder valg af ønsket afgiverland. Vi studerer de forskellige landemuligheder hvortil bureauet AC Børnehjælp (herfra "AC") har kontakter og beslutter os for Colombia.
At remse alle forhold op vedr. de enkelte lande er en aldeles uoverskuelig opgave, men jeg skal her nævne nogle forhold, der har haft medvirkende indflydelse på vores valg. Mange afgiverlande afkræver adoptanter, at særlige forhold er opfyldte. Det kan være af religiøs karakter, en vis ægteskabs anciennitet, villighed til at modtage ældre børn, kun repræsentation og formidling gennem private institutioner eller lign. Vi valgte Colombia og den offentlige institution her, fordi det klingede godt i vores ører. Et velfungerende offentligt system understøttet af bl.a. de aftalte bidrag gennem adoptionsformidling. Nogle ofte velbeskrevne børn og en sandsynlighed for at modtage et barn af uvis karakter racemæssigt. Desuden en - på daværende tidspunkt - rimelig prognose på ventetid og en fornuftig varighed for opholdet i Colombia. Vi er bevidste om, at andre forhold klinger godt i andres ører! Det respekterer vi. Men dette rummer nogle af vores overvejelser.
Det formidlende bureau AC kunne indledningsvist fortælle om en god, jævn formidling fra Colombia med en forventet ventetid på halvandet til to år og et forventet ophold i landet på 4-6 uger. Det er ovenstående der i den mellemliggende periode er vokset til 4 år og 6-8 uger i Colombia. Jeg er imidlertid overbevist om, at vi nok skal klare de ekstra par uger, når vi nu har klaret de ekstra par år!
søndag den 24. oktober 2010
Selv amatører kan blogge!
ALEA JUANITA - NU KOMMER VI!
Abonner på:
Opslag (Atom)