onsdag den 8. december 2010

Aftenen før Jomfru Marias fødselsdag - Dag 10

Bemærk, at der er lagt lidt ekstra materiale ind på formiddagens intermezzo!

Eftermiddagen bød på gåtur til Vierry Park tæt på hotellet. Vores søde Alea skulle ud og røre sig lidt eller også var det os...! I hvert fald fandt vi en park med MASSER af juleudsmykning. Blandt andet et krybbespil bygget i sand og julelys over alt. Vi fandt også legepladser, hvor en af dem var specielt lavet til helt små børn! På vores legeplads var der en meget fin, lilla dinosaurus og den kunne vippe. Bemærk Aleas fingerposition (forekommer samtidigt på begge hænder), der akkompagneres af et slags løvebrøl (hhhrrroooooaaar). MEGET farligt dyr!

På dagens gåtur fik vi også købt lidt mere tøj til Alea. Majken fandt et par solbriller til en meget fin pris. Vi har valgt ikke at tage solbriller med, men på trods af den megen regn, har det vist sig ikke at være en god ide. Solen er meget skarp, når den er der! Selvom Majken fandt briller til en rimelig pris, er det ellers ikke meget, der kan spares ved at handle her i Bogota. Heldigvis er den spanske "Modelo Negro" øl dog til en meget favorabel pris.


Da vi sidst på eftermiddagen kom tilbage til Halifax, blev vi mødt af Olga fra hotellets ledelse, som kunne fortælle, at Carolina fra AC havde ringet. Hun kunne fortælle at vores papirer fra i går (den formelle godkendelse fra ICBF til at fortsætte adoptionen) var afleveret hos dommeren i Faca. Vi håber så på, at det betyder. at vi er heldige og får vores "Sentencia" inden alt for længe. I morgen er der helligdag så der sker der ihvertfald ikke noget. Det er helligdag fordi det er Jomfru Marias fødselsdag. Her kan vi slappe af og endda forlade hotellet uden at frygte, at nogen ringer for at få fat i os.

Efter gåturen havde vi et styk datter, der virkeligt foldede sig ud. Det er ren rock ´n´roll!

Den gik med fuld gas rundt på hotellet med en forælder i r.... hele tiden. Det var nu alligevel hyggeligt og Alea lærte næsten konceptet gemmeleg af Mads. Efter en god gang fisk til aftensmad, hvor der endnu engang var arrangeret bøf til Stefan, var vi inviteret til at deltage i festlighederne. Som nævnt er det Jomfru Marias fødselsdag i morgen og dette fejres med at tænde lys og synge julesange. Stort set alle gæster og personale begav sig derfor omkring kl. 19.00 mod Parc 93, hvor der bl.a. var festligheder. Vi fik tændt lys og placeret dem i græsset.

Det var meget hyggeligt at overvære og virkede som en uovertruffen god tradition. Hvad vi kan forstå, giver ungdommen den vistnok gas i byens natteliv senere. Det var en rigtigt hyggelig aften selvom Majken måske havde noget i næsen og Alea noget i tænderne at dømme efter disse videoer.



Tilbage på hotellet ventede Herman med Irish Coffee (eller en lokal afart heraf!). Der var tændt ild i pejsen, hvilket bragte temperaturen ret højt op. Men det var nu hyggeligt at sidde der og få en refill af Herman. Alea var kommet i nattøjet og sad meget klatøjet hos sin tydeligt stolte far, der fik lov at nusse, holde, bære, skifte, tandbørste og putte hende. En sand fornøjelse at mærke, at der sker så store fremskridt hver dag. Mon det alligevel bliver en "fars pige"?

4 kommentarer:

  1. Vi glädjer oss att allt ser ut gå vägen utan allt för mycket trubbel. Huset står kvar och bägge bilarna mår bra. Hälsn. Kjell

    SvarSlet
  2. Kære alle tre,

    Har haft fuld kraft frem i nogle dage og havde derfor ikke set de seneste par opdateringer. Og nu sidder jeg her med klump i halsen og tårer i øjenkrogene (ikke så smart på kontoret ;o) Hvor er det bare dejligt at høre hvor godt I har det alle tre - der er så meget at sige, at det bliver svært at sige noget. Jeg er bare SÅ glad på jeres vegne, og det billede Majken, altså hvor er det dejligt at se dig som kærlig mor og se dig få afløb for alt det du har ønsket i de mange år. Også fantastisk at høre, at fars pige folder sig ud - nej hvor har I altså fortjent det. Også tillykke med den gode samtale og alle de roser I fik. Det er så velfortjent, at der bare ser ud til at være en fuldtræffer mellem jer og Alea og I bliver (og er allerede) de mest fntastiske forældre lille Alea Juanita kunne ønske sig. Sidsel og Johan hilser og så billederne for første gang her i weekenden. De var helt færdige med prutte-på-maven filmen! Knus fra alle os i Allerød.

    SvarSlet
  3. Hvor er det bare skønt at følge jeres rejse.
    Man bliver sgu så glad når man ser alle de fine og gode billeder af Alea, hun er da bare for skjøøn. Heldigt at Alea er så god til at tænde lyset så også Stefan kommer ud af fjerene.;-)
    Ha det godt alle 3!
    Kh
    Jakob og Katrine

    SvarSlet
  4. Man aner tydeligt at det er en lille sambaprinsesse i har fået jer. Og med hensyn til om det bliver en fars pige? 100 % sikkert!! Stefan, du kan godt vænne dig til at være viklet omkring hendes lillefinger. Taler af egen erfaring. Ha' det godt alle 3.

    SvarSlet