TILFØJELSE - Slutspurten er sat ind - Dag 20

"Sentencia" i går og fødselsregistering i dag. På mandag to gange pas. Colombiansk først på det lokale paskontor kl. 09.00 og aftale kl. 11.00 på det danske konsulat vedr. det danske! Det sidste vi herefter mangler er en underskrift fra ICBF, som giver os den endelige "eksporttilladelse". Det er lidt usikkert, hvornår vi skal til ICBF, men forhåbentlig tirsdag eller onsdag!

Vi ved endnu ikke med sikkerhed om det holder, men vi har booket billetter til på onsdag d. 22. december med afgang fra Bogotá kl. 18.40. 


ANKOMST I KØBENHAVN TORSDAG D. 23. DEC. KL. 14.35 med fly AF 2350. 


De som måtte have lyst, tid og varme sokker er overordentligt velkomne i lufthavnen. Det er selvfølgelig lidt uheldigt at ankomme lillejuleaften, men vi håber meget, at så mange som muligt kan afse tid til at ønske os velkommen hjem. Vi har selvfølgelig også (en lille smule) forståelse for, hvis det ikke kan lade sig gøre ;o)

Vi har til aften holdt en lille, såkaldt "sentenciafest" på Halifax. Rigtig hyggeligt og med god deltagelse. Nu er det så officielt fejret, at Alea lovformeligt er vores.

Alea og Majken har igen været alene hjemme. Eftermiddagen er gået med tur til Andino indkøbscenteret med Familien "M". Mads og Alea har igen boltret sig i legefaciliteterne for børn, herunder bolde og guldkonfetti. Den store bjørn er blevet beskuet endnu engang.

Billederne herunder er fra Stefans tur til Faca i dag. En knap så surrealistisk tur som gårsdagens, men alligevel lige spændende nok. Stefan skriver mere herom på et senere tidspunkt.


TILFØJELSE: 
Her kommer en tilføjelse i form af en beskrivelse af turen til Facatativa for at hente fødselsregistrering på det lokale kommunekontor. 


Dagen begynder helt almindeligt med morgenmad osv. Stefan er helt klart spændt på, hvordan dagen vil forløbe. Majken virker rimeligt cool og overbevist om, at det nok skal lykkes. I baghovedet sidder fortællingen om en anden danske familie, der for nylig var udsat for, at måtte vente meget længe på fødselsregistreringen. Først en hel dag og derefter en halv dag yderligere. Chefen var ikke tilstede! Allerede inden afgang spøger spørgsmålet om, hvor mange gange man monstro skal til Faca?


Jeg (Stefan) bliver afhentet af assistenten Carolina fra AC og en chauffør, der hedder Hugo. Hugo kan ikke engelsk, men er alligevel meget snakkesagelig med Carolina som tolk. Han kører særdeles frisk "colombian style". Carolina giver udtryk for, at de seneste dage har været hektiske. Der er mange familier og meget at lave. ACs kontor vikarierer åbenbart også for den spanske kontaktperson, der er taget på ferie! Jeg opmuntrer til at Carolina i dag skal yde sit bedste, da det dels snart er weekend og dels vil betyde enormt meget for os, at vi kan komme hjem til jul. 


På turen bliver der sludret om lidt af hvert. Carolinas morgen har været lidt uheldig, da hun kort før hun når kontoret bliver fuldstændigt sjasket til med mudder og vand fra en forbipasserende bil. Håber ikke, at dette er et fingerpeg om dagens forløb? 
Kort før Faca standser trafikken. Der er åbenbart sket et uheld og trafikken står helt stille. Det - desværre - alvorlige uheld betyder, at vi ankommer 1 time senere end beregnet til kommunekontoret i Faca. Dermed er der frokostlukket. Vi konstaterer, at kontoret åbner igen kl. 13.00. Vi begiver os ned i byen og jeg spørger om ikke vi kan gøre noget mens vi venter. Måske betale gebyret i banken? Der er et eksempel fra en tidligere indbetaling vedhæftet sagen (fra ACs kontor) og det giver os mulighed for at se, at sagsnummerreferencen er den samme på "sentencia" følgebrevet som på eksisterende fødselsregistrering (den vi skal forny). Carolina ved, at dette sagsnummer aldrig ændres. Derfor går vi i banken og betaler de knap 50.000 pesos (ca. 175 DKK). Med kvitteringen i hånden beslutter jeg at tilbyde lidt motivationsfrokost. Vi går på en fin lille, lokal "fastfoodrestaurant". Her får jeg yucca-brød og bono-brød (hvilket hurtigt omdøbes til U2 brød, da jeg spørger til udtalen!). Chaufføren får den traditionelle friturestegte ostebolle (bunuelos) og Carolina spiser sin anden morgenmad (ifølge hende selv). Denne er en slags salat (se billedet nedenfor), der mest består af frugt med en dressing på. Herpå er der strøet revet ost i store mængder, pyntet med jordbær, kiks og syltetøj! Ret speciel spise for min smag, men dagen skal bringe yderligere kulinariske overraskelser. Alle får sodavand eller frisk juice. Nu er vi i provinsen og dette måltid inkl. drikkelse koster ikke engang 10.000 pesos (ca. 29 DKK). Som eksempel kan nævnes, at en bunuelos købt på gaden i Bogotá koster ca. 3.000 pesos, mens den i Faca koster ca. 1.500 pesos.

Efter indtagelsen af måltidet begiver vi os tilbage mod kontoret. Her har allerede ophobet sig en kø på ca. 50 mennesker. Der er endnu 10 min. til kontoret åbner. Jeg spørger til køstrategien, da jeg kan se, at hverken chaufføren eller Carolina umiddelbart gør indtryk af, at ville stille sig i kø. Carolina siger, at det nok er bedre bare at gå med ind, når dørene åbnes. Jeg finder snart ud af hvorfor. 


Det viser sig, at langt størstedelen af de køende skal have bekræftet eller fornyet deres nationale ID-kort. Derfor stiller vi os bare op ved skranken uden for køen og ser interessante ud. Efter at have fikset et par hurtige ærinder, begynder ekspeditionen af ID-kort foranstaltet af den - efter hvad man kan se - eneste arbejdende tilstedeværende. Hun er afbilledet herunder ved sin PC, hvor man ikke kan se køen bag fotografen. 

Én af de meget unge tilstedeværende bliver tilpas nysgerrig (formentlig fordi mit leverpostejsfarvede hår skiller sig ret markant ud) og spørger, hvad vores ærinde er. Vi fortæller at det er fødselsregistrering i forbindelse med adoption. Han siger at sagen skal til den ovenfor afbillede sagsbehandler. Han tager sagen og henvender sig til hende. Imens kommer endnu en sagsbehandler ind. Han begynder på alle de, der som os, ikke står i ID-kort køen. Stort set alle springer bare ind - stille og roligt - og de nemmeste ærinder bliver behandlet først. Der er en køkultur, den er blot markant anderledes end den vi normalt kender.  Alle som én afleverer et håndslag og en lille pengeseddel eller et stykke chokolade som "tak for hjælpen". Jeg kan se, at det drejer sig om 1.000 pesos sedler (ca. 3 DKK) og at dette først foregår, når man har fået behandlet sit ærinde. Det lugter lidt, men det stinker ikke. Alle sedler lægges i den tidligere nævnte dames skrivebordsskuffe, mens chokoladen beholdes af den enkelte. Jeg bander umiddelbart langt væk over, at vi ikke har medbragt nogle små gaver!     


Nu rejser damen sig og råber ud i lokalet, at adoptionssager kun behandles om tirsdagen. Det er lidt af en våd karklud! Carolina siger ikke et ord. Damen tager endnu en ID-kort sag. Vi bliver stående. Så rejser damen sig og råber mit navn som om hun ikke ved, hvem jeg er. Forbavsende godt udtalt i øvrigt. Jeg nikker, løfter hånden og hun kommer hen og siger, at kopierne af vores pas (som jeg tog for en sikkerheds skyld aftenen før på hotellet) ikke er gode nok. Hun virker bestemt, men egentlig også meget venlig. Hun siger intet andet, men vi aner, at hun måske vil ekspedere sagen. Vi skynder os ned til et "fotocopia" sted. Får 2x2 nye kopier (bare for!) og småløber tilbage. Jeg forklarer Carolina, at det er helt afgørende, at det her forehavende lykkes i dag. Hun må bruge alt sin charme og hun siger, at ligeså må jeg. Jeg foreslår også, at hun lyver så vandet driver. Måske fortælle damen, at min mor er syg og at det er meget vigtigt at nå hjem og fejre jul med hende og hendes nye barnebarn. Vi kommer ind til skranken igen. Venter ca. 15 min. Så bliver mit navn kaldt op af damen igen. Hun peger mod baglokalet, hvor en tyk, yngre mand ind imellem er kommet til syne. Det viser sig, at han står for registrering med fingeraftryk, kopiering af gamle annaler og indtastning af oplysninger til fødselsregistrering. Han ekspederer en mor og datter. Herefter spørger han lidt til navnene på følgebrevet. Taster lidt og printer en side, der bliver forsynet med diverse "ægtheds-mærkater" og stempler. Han rækker mig papiret og lykønsker med adoptionen på engelsk. Jeg takker og kigger spørgende over på Carolina, om det virkeligt var det? Det var det så IKKE. Dette er den ydmyge, men meget personligt vigtige, fødselsregistrering jeg kan beholde og give til Alea. Den kan hun så benytte til at finde sin adoptionssag, der bliver frigivet, når hun fylder 18 år. De øvrige fødselsregistreringer skal laves på en anden formular i 9 eksemplarer til de 9 eksemplarer af "sentenciaen". Herefter forsynes med diverse mærkater og stempler og sidst - men ikke mindst - underskrives af le patron på kontoret (han sidder oppe på 1. sal og er slet ikke synlig for pøbelen). Vi kommer derfor tilbage til damen direkte fra baglokalet og begynder at udfylde denne formular. Det er her helt afgørende, at navne på alle 3 i familien, pasnumre på Majken og jeg, adresser m.v. er i orden. Jeg bliver inviteret til at følge med på skærmen og vi kontrollerer. Jeg påpeger en stavefejl i Dinamarca, hvilket faktisk får damen til at smile og være mere indladende. Jeg undlader at påpege, at man ikke kan bo på en gadeadresse i Sverige i Danmark. Det vil nok blive for indviklet at forklare, at man er dansker i Sverige. Så længe nationaliteten stemmer overens med vores pas, må det være tilforladeligt. Det går godt og vi får at vide, at vi kan komme tilbage om ca. én time. Chefen for kontoret er der ikke lige nu! Den har man jo hørt før og jeg frygter det værste. Vi bliver dog enige om, at vi går en lille tur og kommer tilbage præcis 1 time senere. 


Lidt nede ad gaden går jeg ind på et meget lille spisested, der faktisk blot er en gyde med bliktag over. Her låner jeg toilettet eller hvad der i hvert fald kunne minde om samme. Hugo og Carolina indtager imens spisestedet og bestiller. Det viser sig at være colombianske friturestegte specialiteter (fritana). Det er indvolde, ører, tryne og klove fra grise samt en slags blodpølse med ris i. Dette bliver friturestegt i en ikke helt frisk olie - den er faktisk helt sort - sammen med små uskrællede kartofler. Carolina fortæller, at dette er særdeles delikat og hun har ledt efter det i 14 dage. Men det er ikke til at købe i Bogotá. Herunder ses en - i øvrigt - slank AC assistent i færd med delikatesseindtagelsen. Der er også nærbillede af blodpølsen, grisetunge og ører!

Det bliver også en en tur på den lokale plads i Faca, der ser ret spansk kolonial ud. Her står en - i øvrigt - knap så slank adoptant, der netop har prøvet lidt specialiteter. Vi fik også en kop kaffe. Det er åbenbart ellers ikke normalt i kaffelandet Colombia, hvor de fleste blot drikker kaffe om morgenen/formiddagen.

Nøjagtigt 1 time senere er vi tilbage ved skranken. Her venter vi i ca. 15 minutter. Damen fra tidligere indikerer, at chefen endnu ikke er tilbage. Jeg frygter det værste og begynder at udtænke snedige planer for, hvordan man kan sikre, at en sådan person kommer akut til kontoret? Måske en mindre brand, lettere tilskadekommet personale, tilbud om at betale en taxa? Der er faktisk en del muligheder! Desværre er ingen af dem særligt realistiske og jeg krydser bare alt jeg har, for at han kommer og for, at der ikke var noget mere eksotisk i den mad jeg har prøvesmagt!


Pludselig dukker den lille fyr fra baglokalet op ved skranken. Han kalder og vi går derover. Chefen har netop underskrevet 9 friske og veldokumenterede eksemplarer af fødselsregistreringen. Værsågod Stefan. Jeg har næsten tårer i øjnene og drister mig til at give manden et kontant håndtryk med symbolske 3.000 pesos. Takker mange gang på både dansk, engelsk og spansk. Da vi forlader kontoret lige efter, smiler og vinker alle medarbejdere og råber højlydt farvel og held og lykke! Lettelsen løber igennem mig og jeg har tårer i øjnene, da vi sætter os ind i bilen. Glæder mig helt vildt til at fortælle Majken om dagen. Kl. er ca. 17.00, da vi forlader Faca.


På vejen hjem laver jeg klare aftaler med Carolina om mandagens forløb. Jeg repeterer dem flere gange for at sikre, at vi tilnærmelsesvis har forstået det samme. Vi aftaler at Carolina selv overbringer kopier af fødselsregistreringen til ICBF tidligt mandag morgen. Hun kan dermed knytte en kommentar om, at det er en hastesag. Normalt er ekspeditionstiden for ICBF-brevet nemlig 3-5 dage. Derefter mødes vi på det colombianske paskontor kl. 09.00. Majken, Alea og jeg går derhen. Alle følges herefter til det danske konsulat, der kun er ca. 7 blokke væk. 


Det skal blive en fornøjelig weekend!   

Velkommen til Blue Velvet - Dag 19

Ovenstående titel refererer til, at dagen i dag helt er overskygget af en uvirkelig, psykedelisk virkelighed som man ellers kun kan finde i et David Lynch univers.

Vi har hygget i formiddags. Leget på legeplads og Skypet. Så ringer vi til ACs kontor i Bogotá for at høre, hvorvidt der er nyt fra domstolen i Faca. Og lige præcis her begynder en lang og fuldstændigt syret dag, der slutter med min ankomst til hotel Halifax kl. ca. 21.00.

Tilbage til telefonsamtalen. Carolina forsøger pænt at forklare, at hun faktisk overhovedet ikke har fulgt op på vores sidste samtale. Dvs. hun ved intet om domstolen i Faca og en eventuel "sentencia". Jeg beder hende - endnu engang - undersøge, hvorvidt der er fremskridt, hvornår domstolen evt. julelukker, hvornår konsulatet og ICBF julelukker og desuden, hvornår de åbner igen efter jul. Dette for at styrke håbet om, at en "sentencia" nu måske i det mindste kan give os en hjemrejse mellem jul og nytår. Det er med en god portion mismod og manglende overbevisning om, at Carolina overhovedet har forstået, hvad jeg mener, at jeg lægger røret.

10 minutter senere ringer telefonen. En glad Carolina fortæller, at hun nu har fået at vide af vores advokat Pilar, at dommeren har underskrevet "sentencia" i dag og at alle formaliteterne vil blive ordnet (læs: kopier bliver påstemplet og -tegnet) således at vi kan afhente mandag. Jeg spørger til, hvorvidt det fortsat giver os mulighed for hjemrejse før jul. Det svarer Carolina en smule undvigende på, idet hun formentlig ikke har undersøgt de øvrige forhold vedr. lukke- og åbnetider. Jeg lægger røret tilfreds med, at vi dog - trods alt - er nået så langt.  Kl. er nu ca. 10.15 og der skal blot gå lidt over en time inden telefonen ringer igen. Denne gang er det den stoooore chef fra AC i Bogotá, Helena De Boehlke, der er i telefonen. Hun får fat i Majken og kan nu meddele, at vi får "sentencia" i dag og kan afhente i eftermiddag, hvorfor Stefan skal være klar til en tur til Faca kl. 13.45.

Kl. 13.45 bliver Stefan hentet af en chaufførbil fra et eller andet taxaselskab, der formentlig ikke er under Helenas vinger. Den noget nærsynedes chauffør skal hente mig, hvorefter vi skal køre til ACs kontor, hvor jeg skal have selskab af Juanita fra kontoret på turen. Desuden kan jeg forstå, at advokaten Pilar skal med. Vel ankommet til ACs kontor kl. ca. 14.15 sidder jeg og venter i bilen. Den unge portvagt råber op gennem vinduet til Juanita, at jeg er ankommet. Der går ca. 5 min. så kommer Carolina ned. Hun meddeler, at alle har ærinder i dag, hvorfor jeg får selskab af Juanita. Jeg spørger om Juanita kan engelsk, men får at vide, at det er nok ikke nødvendigt, nu da Pilar skal med. Jeg spørger igen til muligheden for at komme hjem før jul og nu synes det som om Carolina svarer på et mere oplyst grundlag. Jeg kan forstå, at der rent faktisk ikke er nogle af de kontorer som jeg skal bruge som lukker før slutningen af kommende uge. Hun er dog i tvivl om konsulatet og paskontoret. Jeg stiller mig tilfreds med både selskabet og svaret og øjner nu muligheden for evt. at få afsluttet sagen mellem jul og nytår. Jeg venter i bilen og da der er gået yderligere 15 min. kommer Juanita og køkkendamen (iført forklæde) fra ACs kontor ned til bilen. Juanita introducerer sig selv og overlader herefter ordet til køkkendamen, der med nogle få gloser åbenbart er den, der kan mest engelsk. Hun forklarer, at advokaten Pilar er i møde og at hun vil skynde sig alt hun kan, men der vil formentlig gå 45 min. før hun ankommer. Jeg tæller lidt på kronometeret og konstaterer - på baggrund af min sidste tur til Faca - at det fortsat kan nås inden kl. 17.00, hvor jeg mener, at kontorerne lukker. Jeg bliver tilbudt at spendere ventetiden på kontoret. Her bliver jeg tilbudt frisklavet juice og sætter mig og venter. Det bliver til lidt ordveksling om oversvømmelser, vulkanudbrud og jordskælv i forbindelse med et kraftigt regn- og tordenvejr, der sætter ind over Bogotá. Lois, der var vores chauffør på den lange tur efter Alea til San Juan de Rioseco, kommer også forbi kontoret for at spise frokost tilberedt af køkkendamen og afregne et mellemværende. Bilen har han parkeret i bygningen ved siden af, hvor Hansa Tours altså holder til (var det en kasket til Helena igen?). Efter at have ventet en time bliver Lois lidt utålmodig, da han ved, hvor længe det tager at køre til Faca. Han ringer derfor til Pilar, der er hjemme for at skifte tøj efter at være blevet drivvåd efter mødet. Han fortæller dog mig, at hun ligger og sover, hvilket jeg overbærende griner af, men overhovedet ikke synes er sjovt på dette tidspunkt. Efter at have fikset en lyskæde som den søde køkkendame ved at uheld får klemt i vinduet, skal Lois køre. Jeg kan se, at han henter Hansa Tours bussen og at Juanita følger med. Da køkkendamen også er gået, rejser jeg mig og går hen til vinduet. Her kan jeg se, at Juanita hopper ind i bilen med Lois og kører afsted. Kort efter ankommer Pilar, hvilket konstateres af køkkendamen. Hun kommer fuldstændigt stakåndet op på kontoret. Her begynder hun en forklaring om, hvorfor hun er sent på den. Jeg siger, at hun skal tage en dyb vejrtrækning og derefter gå ned i taxaen, der fortsat venter. Vi går ned sætter os ind i bilen, hvorefter både chaufføren og jeg spørger til Juanita, der jo skulle med. Pilar og jeg kigger på hinanden og bliver hurtigt enige om, at nu må vi nok bare se at komme afsted. Vi kører.

Undervejs i bilen fortæller Pilar bl.a. følgende. Hun har rykket retten for svar på foranledning af Carolina og fået at vide, at "sentencia" vil være klar mandag. Kort efter bliver hun ringet op fra retten, der nu siger, at det vil passe dem bedre med aflevering af "sentencia" samme dag. Derfor bliver det hele pludseligt lidt hektisk. Pilar sidder i møde med en italiensk familie og ICBF da hun får denne besked. Efterfølgende har hun endnu et møde hun skal nå, hvorfor hun meddeler AC, at hun først kan være ved kontoret kl. 15.00. En meddelelse man åbenbart vælger at overhøre! Endvidere forklarer hun, at der ikke er nogen panik i forhold til tidsplanen for en afrejse før jul. Det skal kunne nås, da hverken kommunekontor for fødselsregistrering i Faca, paskontorer eller ICBF lukker før torsdag i kommende uge. Endvidere forklarer hun, at vores "sentencia" er blevet forsinket på grund af, at vi dels IKKE fik den domstol og dommer som Pilar kender og dels fordi det tilkendte dommerkontor har holdt lukket en uge grundet flytning. Pilar vurderer dog, at der grundlæggende ikke er tabt væsentlig tid. Pilars største problem er derfor nu, at hun rent faktisk ikke ved, hvor domstolen er flyttet hen i Faca. Hun lover, at hvis ekspeditionen på dommerkontoret er hurtig, går hun gerne med mig på kommunekontoret for at få ny fødselsregistrering til Alea med det samme.

Da vi ankommer til udkanten af Faca har chaufføren været kørt forkert en gang, da han blot følger en bil ind på en midterafkørsel på freeway´en der er en såkaldt "retorno". Altså en bane til at vende rundt og køre tilbage. Det klarer vi selvfølgelig nemt ved lige at bakke ind på den rigtige side af freeway´en igen. Nu må vi så spørge om vej. En betjent kender ikke svaret men kalder på en yngre kollega, der ankommer med støvletramp og høje knæløft (praktikant?). Han mener at vide, hvor det er. Vi kører og efter kort tid konstateret Pilar, at vi da vistnok er på vej mod det gamle dommerkontor af en omvej. Chaufføren spørger igen om vej og får nye retningslinier. Da vi har passeret torvet i byen Faca to gange drister jeg mig til at spørge, om ikke det vil være en ide, at køre forbi det gamle kontor i håbet om, at man måske her har sat en meddelelse om, hvor man er flyttet hen. Pilar er enig og guider chaufføren til det gamle kontor. Her er der - på den i alt ca. 20 meter lange facade - med to meters mellemrum opklæbet skilte med anvisning til den nye adresse. Vi forsøger nu at finde denne adresse ved at chaufføren spørger om vej. Det bringer os nu igen to gange forbi det lokale torv, dog nu fra to forskellige retninger. Vi spørger igen og kører nu i stedet lidt mere sydpå i byen, hvor vi skal finde carrera 2 og calle 1. Vi spørger igen og får anvist, at det blot er lidt nede ad vejen. Chauføren triller forbi et stort skilt med noget "social" og "familiar", men jeg spørger om det ikke kunne være det. Men han vil hellere spørge i den lille fortovsrestaurant overfor. Der er nu 5 minutter til kl. er 17.00 og dermed til domstolen lukker. Restaurantens personale anviser, at domstolen er ved det tidligere nævnte skilt. Vi bakker lidt, parkerer og løber ind.

Inde på kontoret bliver vi modtaget i en lille reception. Her er den første sekretær. Hun henviser os til et lokale, hvor der sidder en sekretær, der er sekretær for dommerens sekretær. Alle lokaler er slidte og minder om en tidligere skole. Skrivebordene er for små til de mange papirer, printerne er matrix og skærmene er skrånet mod brugeren med klodser eller skriveblokke. Dommerens sekretær sidder og er allerede i gang med at printe den forside til de 10 eksemplarer, der skal prydes med hans signatur. De øvrige sider printes andetsteds. Samtlige 16 sider i de 10 kopier får hvert et stempel, der yderligere forsynes med et datostempel og dommerens sekretærs initialer. En masse følgepapirer skrives under. Mange af Pilar og sekretærens sekretær. Kun ét af mig. Da vi har modtaget samtlige eksemplarer noterer jeg mig, at Pilar giver et kontant håndtryk til begge de to vigtige sekretærer. Dvs. hun har på forhånd lagt et par pengesedler ind i hånden, når hun siger tak for hjælpen og stikker dem næven. På vej ud mod bilen aftaler vi, hvordan Pilar kan meddele ACs kontor, at jeg kan hente fødselsregistrering i Faca i morgen og at jeg dertil skal bruge noget hjælp. Kl. er nemlig nu ca. 18.00 og vi kan ikke nå kommunekontoret. På vej mod bilen bladrer jeg i papirerne og konstaterer hurtigt, at Alea er blevet til Allia, Majkens fødselsdato er forkert og andre småting. Vi må derfor hurtigt tilbage. Vinker afværgende til chaufføren og løber ind igen. Der findes fejl på 4 sider gennemgående for de 10 kopier. Fejlen rettes, der kopieres, stemples, påtegnes og klipses. Vi forlader kontoret ca. 18.15 og chaufføren kører ud af Faca. Han vælger den gamle landevej i stedet for freeway´en.

Vi kører ret længe og pludselig er vi i udkanten af Bogotá. Pilar beklager hele vejen hendes forsinkelse om eftermiddagen og jeg fortæller, at det gør jo ikke noget, for vi fik alligevel det vi kom efter. Hun får en af gaverne, da jeg egentlig synes at det virker som om hun er ganske oprigtig og sød. Jeg spørger også til det kontante håndtryk og får at vide, at det ikke er et must. Hos nogle personer vil man blive mødt med et venligt "nej tak" hoa andre - typisk højerestående personer - kunne det føre til en anholdelse. Pilar tilbyder nogle gange lidt kontanter og oplever herved at blive mødt med velvilje næste gang. Det er så at sige hendes networking ifølge hendes udsagn. Ved udkanten af Bogotá bemærker jeg, at vi ikke drejer op ad den vej, der leder langs flyvepladshegnet. Jeg tænker umiddelbart, at chaufføren kender en anden vej. Det gør han helt sikkert også. Det er bare ikke en af dem han kender vi kører på. Dette konstateres ca. 10 km. senere. Eftersom det nu desuden er helt mørkt har den nærsynede og åbenbart også natteblinde chauffør valgt at nedsætte hastigheden til omkring 60 km/t. Det er sådan set også en meget passende hastighed, når man med jævne mellemrum korrigerer voldsomt og en smule panisk, fordi man tror at man får øje på noget. Vi kører tilbage efter at have vendt i byen Chia. Kl. ca. 20.30 sætter vi Pilar af ved hendes hjem. Vi har aftalt, at hun straks kontakter Helena for at give besked om, hvad vi har opnået, at jeg har papirerne og at det er helt nødvendigt at de kontakter mig straks fra morgenstunden fredag, så vi kan få aftalt afhentning af fødselsregistrering.

Efter denne sindsoprivende og surrealistiske dag vender jeg hjem til Halifax ca. kl. 21.00. Her har de gemt lidt aftensmad, der nedsvælges med den udemærkede Modelo Negro. Efter et hektisk godnatreferat til Majken, bliver vi enige om, at troen på en hjemrejse FØR JUL nu er vendt tilbage.             

Sur røv og juletræsfest - Dag 18

Dette er så gårsdagens indlæg, men der var simpelthen ikke den fornødne lyst til at skrive i går aftes! Nu er det alligevel tæt på, at vi vender tankerne mod, at vi ikke kommer hjem før jul. Det er selvfølgelig meget "sur røv", men klokken tæller og der er altså - ifølge vores bedste vidende - ikke sket synderligt meget de seneste 14 dage.

Problemet består sådan set ikke i, at der måske ikke sker noget. Det forhold, der for alvor kan skabe frustrationerne er, at man er uvidende og dermed komplet magtesløs! Hvorfor sker der ikke noget? Hvor og hos hvem ligger aben? Hvorfor må jeg ikke sparke nogen hårdt i RØVEN og give dem alletiders uforglemmelige, højrøstede skideballe i den forbindelse? Når vi ridser sagens foreløbige gang op, så er den et miks af myter, uvidenhed, andres arbitrære erfaringer, manglende oplysninger, overbevisende fabuleringer og tilfældigheder. Dermed er der jo ikke ligefrem dannet et historisk forløb, der kan bibringe en smule tillid til sagens fortsatte ekspedition.

Der er dog flere lyspunkter vi heldigvis kan referere til:
- Alea er sød, sund, rask, dejlig, vidunderlig, smuk, vores datter, smilende, passende umulig, stædig, dygtig, ...osv.
- Vi har det selv rimeligt godt på vores 25 m2
- Vi er ikke løbet tør for penge - endnu!
- Netop i dag er det godt vejr!
- Vi bliver ikke underernærede af morgenmad og øvrige 2 x 3 daglige retter!
- Vi overlever nok!

Dagen gik med indkøb af et par bøger med klistermærker, der skulle være glimrende underholdning for børn på et fly (man mister vel aldrig helt håbet om en snarlig afgang?). Vi mødte Malene og Mads, der også var på en lille udflugt. Vi stoppede ved en lille cafe, hvor der blev drukket kaffe og ungerne delte en muffin (con agraz - hvad det så end er?). Her sidder vi og hygger:

På vejen tilbage fra cafe og indkøb fik vi lige et vue over sikkerhedssituationen på den lokale byggeplads. Der står en mand på en vakkelvorn platform øverst i ca. 5. sals højde og betjener et spil, der ikke har nogen bremse!!

Som det fremgår af dette billede, bliver familiens yngste medlem heller ikke hulkindet af opholdet:

Hotellet Halifax kæmper en særdeles brav, men også ulige, kamp mod kedsomhed og fængselsfølelser. Således blev der i går aftes afholdt juletræsfest, hvor juletræet blev SAMLET og børnene pyntede med alskens tilgængelig pynt. Stuen var fuld og det gik ganske udemærket alle interesser og aldre taget i betragtning. Dette er et forsøg på at samle børnene til fællesbillede:

Her er der samarbejde på tværs af amerikanske, hollandske, danske og svenske traditioner om montage og kontrol af kæde:

Torsdagen er - som tidligere nævnt - sidste arbejdsdag for de offentligt ansatte ved domstolene i Bogotá. Vi håber på, at de meldinger vi har fået om Faca holder stik. Her skulle domstolene først lukke i næste uge. Formentlig lige efter, at de har afsagt vores dom ;-) Vi påregner at rykke ACs kontakt Helena eller Carolina for nyt inden længe.

"Lokalt" marked med internationalt snit - Dag 17

På den syttende dag var der dømt kunsthåndværksmarked i den SV del af byen. Hele familien "M" og Husum/Bruhn drog afsted i en bestilt minibus fra hotellet kl. 09.30.

Inden da havde morgenen dog været en smule hektisk. Stefan var stået tidligt op (kl. 06.00) og havde en fornuftig samtale med projektgruppen på arbejdet. De har rigtigt travlt, men de klarer tingene ovenud fantastisk! Desuden en sludder med den gode ven Christian, der lå med morgenhår på hotel i Houston i United Bluff.

Majken ville gerne i bad. Det gik imidlertid ikke, da det endnu ikke synes sikkert at overlade Alea til sig selv i en periode. Hele morgenplanen blev dermed forsinket af Stefans samtaler, hvorfor tonen blev lidt stram. Det bemærkede den unge dame naturligvis hurtigt. Det betød, at dagens første alvorlige (læs: BRUNE) bleskift blev til en hektisk kamp med sparkende ben, strittende hænder og en del gråd! Majkens hyggelige morgenbad blev hurtigt overstået og så var der morgenmad på menuen for de 3 lidt groggy familiemedlemmer. For at det hele imidlertid ikke skal lyde så surt, så får i lige en hyggevideo fra aftenen før. Her prøves der sko:

Busturen gik fint og vi blev guidet lidt af chaufføren, der kunne lidt engelsk. En tidligere chauffør har forklaret, at stort set alle heste i Colombia i virkeligheden er muldyr (hest/æsel). Dette fordi disse er både arbejdsomme og billige i drift. Denne chauffør forklarede imidlertid, at næsten alle vogne man ser i gadebilledet altså er HESTEvogne. Så er forvirringen omkring dette i hvert fald total! Hvis vi spørger flere chauffører ender det nok med, at det i virkeligheden drejer sig om langbenede kaniner forklædt som heste! Da vi ankom til messeområdet, gik det op for os, at der vistnok var tale om lidt mere end blot endnu et lokalt marked. 4 haller - nogle med 2 plan - fyldt til bristepunktet med alskens spændende, underlige, flotte og brugelige såvel som ubrugelige ting. Ved indgangen gik Stefan til billetlugen for at købe billetter til alle. En meget officielt påklædt dame kom dog farende og fik denne unødvendighed bremset. Dels kunne Stefan forstå (lidt fransk har man jo haft!), at vi alle kvalificerede som "fremmede" (estranger) og fra et andet land (otre pays), hvilket gav gratis adgang, indregistrering og et meget vigtigt skilt at hænge om halsen. Der var måske lidt inspiration til en ny og anderledes indgangsvinkel til pointbaseret indvandringspolitik i lille DK?
Ved hovedindgangen til udstillingsområdet:

Forskelligt udsmykkede hjerter fortalte om regionerne i Colombia (her Cartagena)

På messen fik tiden hurtigt ben at gå på. Selvom vi ankom kl. 10.20, så var det knebent med at nå hele vejen rundt inden bussen skulle hente os igen kl. 16.00. Der var så utroligt mange og flotte ting både at se på og købe. Da Malene og Majken stoppede ved den 3. bod i den 1. hal (ca. 100 boder alene i denne hal!) og her allerede ville handle, blev Stefan og Martin en smule nervøse for de eventuelle konsekvenser for Colombias finanspolitik og risikoen for inflation.
Her kunne man handle fugle i træ:

Det hele gik dog som det skulle. Selvom vi kunne konstatere, at flere af de ting, der også blev solgt på det lokale marked altså blev solgt lidt dyrere her, så var det fortsat turen værd. Vi spiste frokost på den colombianske udgave af Burger King, kaldet "El Corral". De ansatte teenagepiger fnisede blot ved synet af "el gringo" og så vidt vides, sad der ikke noget i mundvigen!

Vi fik købt nogle gode Colombia-ting til bl.a. julegaver og til os selv. Nu håber vi bare, at vi kan finde plads til det hele i bagagen hjem? Heldigvis udløser Alea ekstra 10 kg. hos AirFrance.
Her forlader vi messen:

Vi påregner at rykke AC for nyheder om "sentencia" i morgen. Man kan ikke helt undgå, at blive lidt nervøs for, om AC overhovedet har de rigtige oplysninger om lukketider for diverse kontorer? Det er trods alt de samme mennesker, der ikke helt vidste i hvilken by, vi skulle hente vores datter! Derudover har hotellet inviteret til pyntning af juletræ med alle børn. Der er ankommet et hollandsk par, der er hernede for at hente deres 3. barn, så der skal nok blive rift om pynten til træet. Om aftenen er der julekor i den nærliggende Parc 93.

En regnvejrsdag i december - Dag 16

I dag begyndte med en stille formiddag på hotellet. Alea stod jo - som tidligere skrevet - sent op, så efter morgenmad og lidt leg, var det tid til et bad. Hun er superglad for at komme i bad og kan næsten ikke vente til badekarret er fyldt, så hun kan komme i. I dag var også første gang med os som forældre, at hun skulle have klippet negle. De små negle havde lavet lidt små rifter på næsen og det går jo ikke! Stefan klippede til UG og alle var glade!

Vi fik også ringet til Carolina vores kontaktperson fra AC. Hun kunne fortælle, at vores sag officielt er modtaget hos dommeren (vistnok den dommer, som vores advokat kender. Vi håber det giver pote!). Hun kunne også fortælle, at domstolen i Faca ikke lukker på torsdag, som de gør i Bogotá. Derfor kunne hun sige, at hun bestemt regner med, at vi kommer hjem før jul!!!! Vi krydser fingre, tæer, arme og ben for at det lykkedes.

Vi synes begge at dagene bliver noget lange og det endog på trods af, at vi sover før kl. 22. Vi glæder os til at komme hjem. Ikke mindst for at holde jul, Men også bare det, at være hjemme i vores eget hjem og omgivelser. Vi forsøger at komme lidt ud hver dag. Nogle dage mere end andre. I dag blev det til en fin eftermiddagstur til et supermarked lidt længere væk, end det vi normalt bruger. Da vi havde handlet, var det blevet temmelig mørkt udenfor og der kom nogle gevaldig store regndryp. Vi vurderede, at vi hellere måtte finde noget tørvejr. Heldigvis var vi ikke langt fra et shopping center! Nej, faktisk havde vi inden da besluttet os for, at vi ville ud og købe et par julegaver, nu hvor der er udsigt til at komme hjem til jul! I dag åbnede sluserne sig som de ikke har gjort den sidste uges tid. 

Da det blev tid til at Alea skulle sove eftermiddagslur måtte vi ud i regnen. Hun sover godt i klapvognen i forhold til i centeret, hvor der er MEGET larm. Heldigvis havde himlen lukke sig lidt igen, men der var fortsat noget regn og temmelig meget vand på veje og fortove. 

Lidt våde, med en sovende pige i klapvognen, gaver under armen og en pose doughnuts fra Dunkin´ D, ankom vi til Halifax ud på eftermiddagen.

En god dag, hvor vores datter bl.a. fik charmet sig ind på en ung ekspedient. Ekspedienten var både venlig og snakkesagelig og talte - til vores meget store overraskelse - både engelsk og tysk! Hun spurgte hvor vi kom fra og om vi var på ferieophold i Bogotá. Vi svarede, at vi var fra Danmark - hvilket vistnok ikke helt fik en klokke til at ringe - og at vi var her, fordi vi havde adopteret Alea. Det blev hun glad for at høre og hun gav udtryk for, både at hun syntes at adoption var godt og at hun syntes at Alea var dejlig og meget sød. Dejligt med en positivt melding, når man ind imellem godt kan gå og føle, at man "hugger" et colombiansk barn ud af sit tiltænkte liv. Man skal dog selvfølgelig påtænke, at der i katolicismens tegn ikke er tilladt abort i Colombia, hvorfor mange børn formentlig ville være overladt til en langt mere krank skæbne, hvis ikke adoptionen fandtes og var sat i så godt et system.

Vi ser frem mod tirsdag, hvor vi forsøger os med lokal udstilling og marked endnu engang! Denne gang længere væk samt mere originalt og udstillingspræget. Det bliver hele den danske ambassade fra Halifax, der rykker ud i fællesbus!

Oplevelsesrig dag i Santa Barbara - Dag 15

Så blev det til et "godmorgen" her fra Bogota. Kl. er i skrivende stund lidt over syv og Alea sover fortsat trygt efter en begivenhedsrig søndag. Dette endog selvom barnet blev lagt i seng allerede kl. 20.00. Vi andre sover også længe, da vi faldt i søvn omkring kl. 21.15 i går og stod på ca. 06.30. Imidlertid har vores hotelværelse i sig selv en mørk karakter, da der kun er vindue mod en lille gårdhave, hvor halvtaget rækker et godt stykke ud over facaden. Desuden er vindueslysningen udstyret med nogle mørklægningsgardiner, som kunne gøre selv en entusiast fra 2. verdenskrig misundelig! Her er simpelthen bulderragende mørkt, når gardinerne er trukket for.

Søndagen gik med en særdeles lang spadseretur til et stort, lokalt marked i Santa Barbara. Der var igen bilfri søndag på udvalgte veje og vi valgte derfor at gå en mindre omvej for at kunne følge disse veje. Det foregik altsammen i selskab med familien "M" med bedsteforældre. Mads klapvogn havde under transporten til Bogota lidt en smule overlast og aksler samt stel var derfor slået skævt. Det forsøgte en flink, lokal cykelsmed - der er statsautoriseret opstillet langs den bilfri rute - dog at udbedre. Det blev lidt bedre, men den skal fortsat køres på 3 hjul, hvis den ikke skal trække meget skævt hele tiden.
På billedet her er alle samlet om reparationen:

 
Her er der opsat svalebrusere til de, der benytter dagen til motion på cykel, rulleskøjter eller løb. Vi måtte naturligvis en tur igennem. Det kunne vi også roligt gøre, da en vejrudsigt med regn og 19 grader om formiddagen var solskin og 25 grader:

Santa Barbara er en ældre bydel i Bogota, der er koncentreret om én af søstrenes gårde (se forklaringen om Chico Park andetsteds). Selve Santa Barbara gården er nu et "centro commercial". Gaderne omkring er særdeles hyggelige og der er gadesælgere over hele området. Nogle autoriserede med boder og numre andre blot med indholdet fra en rygsæk spredt ud på  et tæppe. Dette er en turistattraktion i Bogota, men foruden de allestedsnærværende (men dog få) sorthårede japanere, så blev der heller ikke denne dag spottet andre lyshårede turister!
Herunder en af de små gader. Det er Martin (med skæv klapvogn) til venstre og Malene med kombivogn til højre (men ken jo genkende folk på deres køretøjer!):

Der blev også fundet en lille Bistro som vi slet ikke var klar over vores hund har ejerskab af:

Stefan fandt endelig frem til sit livs drømmeøl. En øl, der ellers hidtil har været forbeholdt et tegnet univers i "Los Simpsones":

Det blev til et moderat indtag i forbindelse med frokost ;-)

Alea delte en lemonade med Majken. Her var der altså tale om helt friskpressede limefrugter UDEN tilsat sukker! Det får ansigtet til at trække sig en smule sammen ved indtagelse:

På vejen hjem kom der lidt regn i små byger. Det betød en henrivende blanding af solskin og regndråber.  Alle klapvogne og tasker var fyldt til bristepunktet med t-shirts, hatte, en ring, sjal, armbånd, halskæder og diverse andre småting. Selvom vi købte en del, og selvom nok kun få ting kan spores tilbage til original kultur og historie, så var det en ren indkøbsfest, hvor vi spenderede omkring 500,- kr. inkl. frokost, drikkelse og snacks.

Vi gik en lidt alternativ vej hjem, da denne var kortere. Her kunne man se kontrasterne mødes. Den gamle station ved de smalle, skæve nedslidte spor mast mod en stor, moderne bygning med glasfacader.

Der var mange strygejernsbygninger i denne del af byen, hvor bjergene presser de ellers meget lige veje (carreras og calle i forhold til nord/syd og øst/vest) til at dreje. Her er Malene i forgrunden for glaspaladset fra før.

Mandag formiddag skal "M" familien til samtale hos barnet advokat. Vi påregner at ringe til Carolina fra AC for at høre, om dommeren er ved at have besluttet sig.

Livsglædens lørdag - Dag 14

Det begynder efterhånden at gå op for de nybagte forældre, hvordan og hvorfor alle i omgangskredsen har kunnet udholde ildelugtende bleer, manglende søvn og diverse eksotiske og smitsomme børnesygdomme. 

Vi begav os i dag med familien "M" og vores svenske mor med 7-årige Jaison ud på en lille udflugt til Chico Park. Formiddagen spenderede vi på hotellet med hygge og en del udendørsleg på den lille legeplads, da solen endelig skinnede lidt fra himlen. 

Her kører Alea i rutsjebane ved hotellet:

Her bliver der - til faderens store fornøjelse fulgt nøje med i byggeriet overfor:

Udflugten til Chico Park gik i første omgang til et lille springvand, hvor nogle fisk svømmer rundt. Her havde morfar Allan fra familien "M" medtaget brød som ungerne kunne fodre til fiskene. Alea fik også lidt brød, der hurtigt blev stoppet i munden og tygget. Man ved jo aldrig, hvornår man får noget igen? Det lykkedes at trække/lokke Alea væk fra fiskene og det fristende vand, ved at kunne vise den nærliggende legeplads. Her foldede frøkenen sig ud som frygtløs rutsjebaneentusiast. De glædeshyl, der i den forbindelse blev udstødt og den ivrighed, hvormed hun løb mod stigen for at påbegynde næste rutsjetur forklarer alt i indledningen til nærværende indlæg. Der var tale om udelt, uforfalsket, rå og smittende glæde!

Der blev også kørt karrussel i parken:

Kigget på meget høje palmer:

Afsunget fædrelandssange i nationalflagets blafrende skygge:

Dagen sluttede med en lidt anspændt eftertænksomhed i forhold til, hvornår det kan tænkes, at vi kan komme hjem. Majken er optimist og håber på afrejse måske allerede mod slutningen af næste uge. Stefans mest positive syn siger næste uge igen med forbehold for colombiansk sagsbehandling og et ophold over jul. Det er under alle omstændigheder ikke særligt morsomt, at føle at man på den måde "hænger til tørre" og er overladt til andres afgørelser. Søndag tager vi til stort, lokalt marked i Santa Barbara. Forhåbentlig kan det give lidt adspredelse.