En dejlig dag i Bogota - dag 6

Sikke en dejlig dag det blev i Bogota her på sjettedagen. Trods lidt surmuleri fra morgenstunden og en noget afvisende holdning, så blev det hurtigt en god dag for alle. Det blev også en god dag, fordi Alea igen har leget med sin Colombiansk-norske veninde Angela. Hun er en 2,5 år gammel meget sød og smilende jente, der skal hjem til Norge på mandag.

Dagen blev også præget af Skypesamtale med hhv. mormor og Kristine & Niels, gåtur til Chico Park, en ny dansk colombiansk dreng, en lille smuttur til supermarkedet og leg på hotel Halifax med Angela.

Gåturen til Chico Park skulle egentlig blot have været en tur til Park 93, hvor vi sidst var på legeplads. I stedet gjorde vi turen lidt længere og gik uden om Chico Park. Vi ville have været inde, men kunne ikke helt greje, hvor indgangen var. Derfor kom vi rundt om parken. Dermed så vi imidlertid også den "gård", der har lagt navn til parken. Historien fortæller, at en meget rig kaffeplantageejer (i dag hans familie) ejer meget af jorden omkring Bogota. Den rige mands to søstre fik hver en gård med jord af deres bror. Billedet viser den ene søsters gård, der hedder Chico.

Vi nåede også at Skype med mormor, der så meget stolt ud. Det var rigtigt hyggeligt. Også de to søde kusiner fik set et glimt af Alea. Det må være lidt underligt sådan at have fået en ny kusine, der for det første fortsat er helt i Colombia og kun kan ses på skærmen og for det andet godt nok er lille, men alligevel ikke helt lillebitte. Vi glæder os til at i alle får mødt hinanden derhjemme. Vi ville have vist en video her, men lidt fumlen med opløsningen på videokameraet betyder altså, at jeg efter et timelangt forsøg på at uploade en HD video måtte opgive. Jeg lover at have styr på indstillingerne til i morgen! Indtil da må i nøjes med et billede.

Vi fik også Skypet med Kristine og Niels, som vi - på trods af næsten ensartet ventelisteplacering - desværre ikke kunne følges med til Colombia. Det havde ellers været dejligt med godt selskab. På trods af deres egen forsatte venten på adoption, lykkes det Kristine og Niels at være oprigtigt glade på vores vegne. I skal have tusind tak for den søde mail, der igen bragte tårerne frem. Vi under jer det bedste!

Der ankom et dansk par i går og der afrejste et dansk par fra hotellet i dag. Det ankommende par hentede barn i dag og kom udmattede hjem med en skøn 6 måneder gammel dreng senere på dagen. De har nu hænderne fulde, da de allerede har en anden dreng også fra Colombia.

Eftermiddagen efter den obligatoriske lur blev spenderet med vort nye, norske bekendtskab Marit, Stig og Angela. Det er Stig og Angela (og Alea) på billedet her.

Som ovenfor nævnt skal de desværre hjem på mandag. Det er imidlertid velfortjent, da de seneste dage kun er spenderet i Colombia grundet sygdom, der har gjort, at de ikke har kunnet flyve. Der blev leget i legestuen på hotellet og gået tur til supermarkedet. Vi gik en lidt anden vej hjem end vi plejer og fik derved et indblik i, hvor pænt kvarteret er heromkring. Dette fremgår af nedenstående billede. 

Vi hyggede også med det meget søde personale på hotellet, der er meget betagede af Alea. Det synes vi selvfølgelig blot er skønt! Her et par billeder af dem vi taler oftest med. 

Dag 5 - Så fik far lidt mere lov!

I dag har så afgjort været en bedre dag end de andre. Alea har givet sin far lov til at være tættere på. Både på legeplads og gåtur bare far og Alea, ja faktisk har han fået lov til at gøre natklar og putte, alt sammen med succes for nu sover hun sødt.

De første par dage var der ikke en lyd fra Alea når hun kom i seng. Hun pegede selv på sengen, som om, at nu ville hun have fred for de to mærkelige mennesker, som hun nu var sammen med. Nu bliver hun lidt ked når hun skal i seng. Men når vi sidder hos hende og nusser hende lidt på panden, går det bedre og hun falder til ro og i søvn ikke længe efter. Vi har lavet et dejligt ritual, at når hun vågner kommer hun op i sengen mellem os. Så ligger vi bare der og vågner lige så stille og roligt - vidunderligt!

Vi besluttede, at i dag ville vi gå ud og spise frokost. Så efter formiddagslur og Skype med farmor drog vi af sted mod Park 93. En lille park med skønne blomster og en lille legeplads. Rundt om en masse cafeer og restauranter. Efter en tur på legepladsen med gynge og rutsjetur gik vi på cafe Ona. Fik bestilt noget mad, orange juice og to Club Colombia (øl). Det skulle have været orange juice til Majken og én øl til Stefan, men tjeneren må have ment at Alea da skulle have orange juice! Det gik rigtig fint og vi gik hjem til Hotel Halifax i regnvejr med en glad, skrålende pige i klapvognen. Men hun havde jo så også fået både orange juice og pomfritter...MEGET gode forældre!!!

...og orange juicen var måske lidt sur

Vi synes alt i alt at det går rigtig fint og godt med Alea Juanita. Hun kan til tider pege på os og sige mama og papa, men engang i mellem er det helt tydeligt, at hun kommer i tanker om, at der har været nogle andre som hun også sagde mama og papa til. Det synes Majken kan være lidt hårdt, men når hun bliver ked af det, er det samtidig enestående dejligt at opleve, at hun søger trøst hos Mama Majken.

Den sene udgivelse af dag 5 skyldes, at den søde Alea i går aftes vågnede fra sin søde søvn med et skrig og herefter græd. Der gik nogen tid med trøst og en tør ble. Herefter en plads mellem far og mor, hvorefter hele den lille familie sov!

Forvirrende dag tager sin ende - Dag 4

En ret forvirrende og frustrerende dag tager sin ende. Dommerkontor i Faca og en noget svingende Alea.

Først var det blevet tid til at forsøge at skyde en genvej på det hurtige dommerkontor i Faca. Stefan stod tidligt op og blev afhentet af chaufføren Freddy (ret ualmindeligt navn i Colombia ifølge chaufføren selv!). Freddy var der 15 minutter for tidligt!

Nåede en hurtig kop kaffe med chaufføren i køkkenet. Han taler godt engelsk og fortalte meget om Bogota m.v. Han er chauffør i det firma (Hansa Tours) der også er relateret til Helena - repræsentanten for AC Børnehjælp i Colombia. Tal lige om mange kasketter! Måske det er noget med, at man kan redde på karrusellerne, hvad man har tabt på gyngerne? Måske det blot er at redde på karrusellerne, hvad man allerede har reddet på gyngerne? Det er i hvert fald ikke en helt billig køretur. En colombiansk manuel arbejder tjener mellem 200 og 250 USD om måneden. Vi betaler ca. 165 USD for ca. 3,5 times - iøvrigt udemærket - service fra en chauffør!

Nå, men efter afhentning af vores advokat Pilar alle 3 afsted mod Faca til det "hurtige" dommerkontor. Pilar forklarede, at det var lykkedes at indgå en telefonisk aftale med dommeren her. Hun vil åbenbart gerne modtage sagen til foreløbig gennemgang og godkendelse selvom der mangler interview papirerne fra ICBF (afholdes mandag). Inden håbet om en tidlig hjemtur kommer for højt op, dog lige en pointe om, at det er helligdag onsdag i kommende uge. Onsdag er normalt den dag hvor ICBF-sagerne varetages i denne domstol.
Hvorfor Stefan egentlig skulle med på denne tur fremstår ikke helt klart. Jeg hilser på dommerens assistent. Hun stempler et papir (formentlig en fuldmagt til advokaten?) som jeg underskriver. Der mangler så naturligvis Majkens underskrift på dette papir på både for- og bagside. Efter underskriften skal vi videre til det andet dommerkontor i Faca. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg kan konstatere, at Pilar formentlig her får registreret dels sagen og dels sig selv som advokat i sagen. Jeg får lov at tage at billede af dommerassistenten her og Pilar. Det er Pilar til højre i billedet.

 
Herefter retur til Bogota. Det lykkedes mig at overbevise Pilar om fornuften i, at vi passerer vores hotel på vejen hjem til hende. Så kan hun få Majkens underskrift på papirerne med det samme. Dette accepteres og vi lander ved hotellet ca. kl. 10.45.

Vel tilbage får vi en lidt svingende dag med Alea. Hun vil ikke rigtigt andet end ud. Hun græder ind imellem hjerteskærende. Det gør ondt, fordi Majken tror hun savner sin plejefamilie og fordi Stefan ikke kan trøste hende. Der er dog også lyspunkter på dagen. Vi er ude i byen og købe lidt tøj til hende. Vi er også i supermarkedet og hæve penge samt købe vaskepulver. Når hun er ude, er hun i godt humør, omend noget afvisende fortsat overfor Stefan. Efter aftensmaden har vi nogle gode oplevelser med bleskift, tandbørstning, vask og leg med nyt Lego. Godt, hyggeligt og sjovt. Majken må dog ved sengetid finde hele beredskabet frem, da Alea her går i afsavns-selvsving. Det lykkedes - selvfølgelig fristes man til at sige - Majken at vugge hende i søvn i sine arme. Herefter går der ikke længe før Majken også må overgive sig til Ole Lukøje. Her lidt video fra hygge

 
Vi takker for de dejlige kommentarer fra alle. De fungerer som et skud druesukker ind imellem, når det ikke er helt så ligetil. Derfor hører vi selvfølgelig også gerne MERE!

Dag 3 - lidt forsinket på grund af manglende signal i går!

Så gik endnu en dag i Colombia. Vi har sagt farvel til et par svenske par (det lyder spøjst!), der endelig skulle hjem. Vi har arvet drikkevand, klapvogn, grødpulver og elkedel fra dem. Gode ting, der så absolut er brugbare nu. Klapvognen blev indviet på en lille gåtur. Der blev hævet penge, med nogen besvær, da man skal svare på en masse spørgsmål i automaten. Jeg valgte engelsk, men blev ikke meget klogere heraf.

Vi har fået en opringning fra Helenas assistent Carolina, der kunne oplyse os om, at meget tyder på, at vi kan få lov at præsentere sagen for en udvalgt dommer i Faca allerede i morgen. Dvs. Stefan skal følges med vores advokat Pilar til Faca for at fremlægge sagen. Dette er helt ekstraordinært, da dommerne normalt først vil påbegynde en sag, når der har været interview med ICBFs repræsentanter og barnets advokat. Dette interview foretages først mandag her på hotellet. Denne MULIGE genvej kan fremskynde processen. Det er vigtigt at understrege, at det er en MULIGHED. En aftale er ikke altid endelig i Colombia og alt kan ske.

Vi har det rigtigt godt med Alea. Hun smiler stadig oftere selvom hun både er en reserveret og bestemt dame. Hun har helt klart knyttet sig mere til Majken umiddelbart. Det tolker vi imidlertid positivt, da det kan vidne om Aleas gode tilknytning til hendes plejefar. Desuden er dette nok praktisk lettere at håndtere for os, da Majken jo er noget mere vidende på børneområdet (for ikke at sige suverænt mere vidende!). Vi kan mærke at Alea reagerer på savnet af plejefamilien med jævne mellemrum. Hun bliver lidt hidsig og gråden bliver kortvarigt meget voldsom. Det sker særligt, når der er skift i situationer. F.eks. når vi har siddet og spist, vi har hygget os og koncentrationen har været fokuseret på dette. Når vi så rejser os og går ind på værelset kan hun pludseligt bryde ud i gråd og hulken, hvor det tager Majken et stykke tid at få trøstet hende. Det lykkes imidlertid altid. Stefan kan ikke trøste i disse situationer og bliver bogstaveligt talt skubbet bort med hånden. Vi synes dog helt bestemt, at det virker som særdeles sunde reaktioner og Alea er meget tydelig at tolke. Stefan savner dog selvfølelig lidt mere end det ene kys det er blevet til hidtil. Men vi er meget fortrøstningsfulde.

Billeder fra mødet med Juanita dag 2

Her er lidt godt og blandet fra vores lange køretur til San Juan de Rioseco på dag 2 (mandag). Desuden lidt fra overdragelsen og hjemturen. Det er ikke alle billeder fra overdragelsen vi lægger ud. Dels synes vi at der er nogle ting Alea skal have for sig selv og dels er der over 70 billeder taget af den søde diætist og noget video.

Bjergene helt ude mod San Juan de Rioseco er fugtige og frodige. Her dyrkes kaffe, bananer og citrusfrugter. I selve Faca lige nede for foden af højsletten dyrkes Colombias næststørste officielle eksportvare (efter kaffe og.....nå nej. Bare kaffe officielt) nemlig blomster. Kæmpe arealer fyldt med drivhuse lavet i plastik. Desuden hele marker med bl.a. franske liljer (fra nu af colombianske liljer i vores hjem).

Billederne her er fra overdragelsen. Dels hvor vi leger med Alea præcis efter at plejefamilien har sagt farvel og dels fra underskrivelsen af papirerne, hvor det hele lige rundes af med et fingeraftryk (lad os lige håbe, at de ikke smider dem igennem databasen!!??!!)

Tilbage på hotellet, hvor personalet havde hængt balloner op og skrevet et fint kort. Alle ønskede tillykke og virkede som om, at deres egen erfaring tilskrev, at det faktisk var helt ok at være fuldstændig udmattet på oplevelser, følelser og indtryk.

Nu sover hun nok snart! - Dag 2

Så oprandt dagen!

Vi gik i seng allerede omkring kl 21.00. Begge var vi godt smadrede efter den noget oplevelsesrige rejsedag. Vi vågnede kl. 03.00. Så er man da i hvert fald fulstændigt udhvilet!!! Vi lavede the i hotellets køkken og fik skypet med min mor (Stefan). Det lader til at de to bedstemødre fik gravet bilen fri allerede inden Preben returnerede fra lufthavnen. Vi hvilede os en halv time mere inden receptionen ringede for vækning kl. 05.30.

Afhentning af chaufføren lidt i syv. En smule i tvivl om, hvor pæn påklædning man egentlig bør have på, når man både skal være seriøs europæisk adoptant, men samtidig skal kunne fungere i børnehøjde og føle sig bare lidt afslappet og tilpas. Vi kørte til Helenas kontor (AC Børnehjælps repræsentant i Colombia) for at hente hende, herefter afhentning af vores advokat Pilar, der tydeligvis er veninde med Helena. Således en bil med 5 personer på vej mod Facatativa (Faca i hverdagssprog).

Det tager ca. 1 time at komme lidt sydpå og ud af Bogota. Trafikken denne morgen var tæt, men ikke mere tæt end en rutineret "MR3 nordgående hver morgen" er vant til. Trafikken er så måske en kende mere intensiv. Der dyttes, mases foran, køres mellem baner, køres frem for rødt osv., osv. Vores chauffør Lois viste sig imidlertid som en afslappet og rutineret fører med sans for små genveje gennem industrikvarterer ved siden af hovedvejen. Lidt ude på ruten begynder Helena at forklare, at vi - måske især Majken - har fået for meget tøj på. Det skal blive en varm dag. I hvert fald, når man skal til Faca, der ligger 2.000 meter lavere end Bogota (2.600 m.o.h.). Her kan vi imidlertid så forstå, at Lois bryder ind. Han siger, at det er rigtigt, at området hører under Faca, men vi skal NOGET længere til San Juan de Rioseco. Der er ikke tale om en tur på 1,5 time som vi oprindeligt var blevet oplyst. Derimod er turen på 3 til 3,5 time om alt går vel! Efter at Pilar, Helena og Lois nu er blevet enige om, hvor turen egentlig går hen fortsætter vi den lange køretur. Vejene bliver mindre og vi kan se, at det kraftige regnvejr i området (La Nina) har gjort sit for at lave mudderskred ned over de små bjergveje. Ved en betalingsstation midt i ingenting (vi er eneste bil!) får vi at vide, at vejen er lukket og at vi nok ikke kan komme længere før end kl. 16.00, hvor vejen igen skulle være ryddet. Der bliver ringet til børnepsykologen i San Juan og han oplyser, at der allerede er folk i byen ankommet samme formiddag. Vi fortsætter turen. Med enkelte passager, som jeg nok kun havde foretaget i en firhjulstrækker (og ikke en "Evanda" sedan), når vi, med omkring 25 graders fugtig varme, kort før kl. 11.00 frem til ICBFs lokale kontor i byen. Vi har en gruppesamtale med pædagog/socialrådgiver, psykolog og diætist. Helena virker som vores - lidt modvillige og halvirritable - oversætter. ICBFs ansatte er MEGET søde og virker utroligt professionelle. Modsat hvad vi ellers har fået at vide, så viser det sig, at det simpelthen er plejefamilien selv (alle 3 biologiske medlemmer), der kommer for at aflevere Juanita. Det er en fremgangsmåde man har valgt på netop dette kontor. Heldigvis er der nogle hjælpende hænder, der tager billeder og lidt video. Det er en ekstremt følelsesladet situation, da man tydeligt kan se, hvor meget familien holder af Juanita og da vi selvfølgelig har en masse følelser farende rundt i maven. Særligt plejefaderen er hårdt ramt, men det stemmer godt overens med papirerne, hvor der er beskrevet et indgående forhold mellem de to. ICBF har sagt, at vi ikke må udveksle kontaktinformationer med familien. Det gør vi så selvfølgelig heller ikke, men det er dæleme vanskeligt, når plejefaderen ligefrem beder om det. Majken og jeg har aftalt, at vi skriver til ICBF i San Juan og så kan de videregive brevene. Vi får alle kage og sodavand (tradition!) og vi giver Juanita gave og leger lidt med hende. Hun er en MEGET bestemt dame. Vi skal nok få vores skæg og ballade. Plejefamilien siger et kort farvel og forlader os. Vi pakker sammen, skriver under på papirer og kører afsted. Sessionen har varet omkring 1 time. Plejefamilien står alle vinkende blot 100 meter længere oppe af gaden ud for deres hus. Der rykker det alligevel noget i tårekanalerne.

Vi begiver os nu ud på den lange hjemtur som går langsomt grundet trafik, men i bund og grund umådeligt godt. Alea Juanita græder, da hun skal have skiftet en gul ble, men Helena synes at det er en dårlig ide at standse før vi er nået op på højsletten igen. Det forstår vi ikke helt og da alle har fået tilstrækkeligt ondt i ørerne standser vi, skifter ble og drikker lidt lokal sodavand, der sælges fra noget, der mest af alt ligner et meget dårligt konstrueret brændeskur. Efter at have sat de damer af i Bogota kører Lois os tilbage til vort hotel, hvor vi ankommer ca. kl. 17.00.

Vi møder i døren et svensk par som vi endnu ikke har talt med. De er meget søde og tilbyder at hjælpe med at handle m.v. her i situationen, hvor man ikke ligefrem har overmåde mængder af overskud til at rende rundt i Bogota for at finde bleer m.v. (herunder ØL). Vi bliver vist rundt i det lokale supermarked og får udpeget hæveautomaterne på det lokale strøg. Alea sidder i lånt svenskerklapvogn. Når præcis tilbage i rette tid til spisning kl. 18.30. Spiser pasta med kylling m.m. og Alea tager godt fra og spiser og drikker selv.

Derefter tilbage til værelset. Satser på at få Alea til at sove relativt hurtigt, da både hun og vi er trætte. Hun får nattøj på, stifter bekendtskab med tandbørsten og skal så lige have fjernet de meget små fine elastikker, der holder hendes hår oppe i nogle små og meget upraktiske toppe. Hvis ikke hun var begyndt at græde lidt, så kommer det hele rullende nu. Hun hulker sig igennem Majkens hårbehandling og skal trøstes i Majkens skød. Efter lidt tid falder hun til ro og bliver puttet i den opstillede tremmeseng. Ingen brok der, men megen vanskelighed med at sove. Mens jeg skriver dette sover Majken trygt, men jeg tror stadig Alea holder et vågent øje med ham der den underlige.

I hører mere, når vi forhåbentlig har fået en god nats søvn!        

Ankommet i Bogota - Dag 1

Ankommet i Bogota efter snestorm, fastkørsel i driver og flysæde med ødelagt ryglæn!

Efter en overmåde hektisk dag er vi endelig ankommet. Det er helt sindssygt. Vi bliver hentet i morgen kl. 0645 (ja, 0645) for at blive kørt til Facatativa, hvor vi skal hente Alea. Seneste nye billede her (foto af et foto).

Vi fik en konvolut af chaufføren, da vi ankom. Deri lå der bl.a. to nye billeder af Alea. Så sad man lige der i en fremmed mands bil, i et fremmed land, totalt omtumlet og med tårerne helt oppe i øjnene. Foruden billederne lå der også en standard skrivelse fra Helena, der er kontaktperson i Bogota. Her kunne vi forsøge at tyde lidt om proceduren og desuden hurtigt erkende, at nogle af de ting, der er nævnt i landeorienteringen hjemmefra står beskrevet helt anderledes i denne beskrivelse. Det understreges også i dokumentet, at det er MEGET væsentligt at vore navne, fødselsdatoer m.v. er helt korrekte på de tidligere fremsendte papirer. Dette angives på et standarddokument, der er stilet til Stefan Bruhn og Maiken Bruhn (find to fejl!). Så er stilen lagt! Det finder vi såmænd nok ud af.