Endelig hjemme!

Så nåede vi endelig hjem. Alt gik planmæssigt (plan D) og vi landede lørdag i Kastrup 17.15 som vi skulle.

Tusind tak til alle som tog imod os i lufthavnen det var vidunderligt og lige som det skulle være. Også tak for kommentarer, mails, SMS´er, tanker, blomster og andet fra de, der ikke kunne være tilstede. Tusind tak til alle!

Vi kom hjem til (en lidt forsinket) juleaften med and, flæskesteg, rødkål. Ja, alt hvad man kan forestille sig til en juleaften og et smukt julepyntet hjem med juletræ med pakker under til alle (flest til Alea). Det siger vi en million tusind tak for til mormor, farmor og farfar, de har ventet tålmodigt i Strandhem. Helt fantastisk!

Alea tager stille og roligt sit nye hus til sig, hun var monstertræt i går og det hele var lidt forvirrende. Men hvem ville ikke også være det, hvis de gik igennem det, som hun gør lige nu i hendes liv. Vi var på en lille tur i klapvognen i dag og kiggede og mærkede lidt på sneen og det ser ud til at det er i top.

Et par billeder fra den første tid hjemme i Sverige. Der kommer lidt mere beskrivelse af hjemtur m.v. i et senere indlæg!

IKEAs gynge-elg hitter!

Julemiddag med det hele. Bemærk, hvor bedsteforældrene har rettet deres øjne hen!

Kan i se mig?

Lidt betuttet?

Det der kolde nord, det er fandeme da noget opreklameret l...!

Nej, vent. Det er sgu da egentlig ikke så dårligt!

Taxaen venter, flyet er kun udsat den ene gang! - Dag 27

Nu er alt pakket og klart! Alle kufferter og tasker og poser osv. står i hallen på Hotel Halifax. Taxaen ankommer om 30 minutter og vi har kontrolleret og krydstjekket flyafgangen. Den skulle være god nok! Vi forlader Bogotá kl. 21.00 lokal tid på denne juleaften og fejrer dermed jul i luften.

Vores ankomst kan vi kun spå om - henset til hidtidige forsinkelser og aflysninger - men vi påregner at være i København d. 25. december kl. 17.15 med AF 1050 fra Paris. Selvom Paris stort set er løbet tør for glykol til afisning og taget på terminal 2E er ved at bukke under for snelasten, så skulle mulighederne for at flyet kommer afsted være gode.

I ønskes alle en glædelig jul! Vi håber, at i har haft en rigtigt god dag og glæder os til at høre mere om den.

Såfremt der kommer yderligere overraskelser vil vi forsøge at holde jer opdateret her på bloggen fra Paris, hvor vi forventes at ankomme d. 25. dec. kl. 13.25.

Stort juleknus fra hele familien Bruhn Husum.

Når vi kommer hjem!

Nu nærmer tiden sig, hvor vi kommer hjem. Vi glæder os usvigeligt meget til at se jer alle sammen. Hvis ikke i lufthavnen så på et andet tidspunkt enten i vores hjem eller hos jer. Alt dette har vi ingen anelse om hvordan kommer til at foregå. Men i skal være velkomne til at spørge. Vi ved ikke om det bliver let eller svært for Alea at komme til sit nye hjem i Sverige. Indtil nu synes vi, at det er gået over al forventning. Vi håber og tror selvfølgelig at denne dejlige, positive udvikling og tilknytning forsætter. Men vi er nødt til at se tiden lidt an.

Alea har hvisket os et par ting i øret, som hun gerne vil have at i hjælper hende med, når vi er sammen.

- Jeg vil rigtig gerne have, at i til en begyndelse kalder mig for Alea Juanita. For jeg har endnu ikke helt vænnet mig til mit nye navn.

- Når jeg spørger om noget - f.eks. ved at pege - så kan i lige spørge min mor eller far først. De mener nemlig at vide, hvad der er bedst for mig og forstår også tit, hvad jeg mener.

- Jeg vil trøstes af min mor eller far, når jeg bliver ked af det. Så hvis de ikke lige er i nærheden, må i meget gerne finde dem.

- Hvis jeg kommer til at gøre noget som i ikke synes jeg skal gøre. Må i sige fra stille og roligt. Derefter gerne sladre til min far og mor, så de kan sige til mig at jeg ikke skal gøre sådan.

- Hvis jeg beder om mad, så tjek lige med min far og mor om det er ok? Jeg er nemlig ret glad for mad og lidt sødt, så det er nok bedst at de styrer mængderne!

- Når jeg skal have skiftet ble, så kald lige på far... Han kan hjælpe til for han er nemlig rigtig god til det.

- Måske får jeg brug for en legekammerat eller to engang i mellem. Så siger jeg det til min far og mor. De vil ringe til nogen af jer og spørge om i kan lege!

- Min far siger, at jeg skal huske at sige, at jeg ind imellem kan være en meget bestemt pige. Generelt er jeg dog en glad, nysgerrig, imødekommende og meget charmerende pige (det siger både min far og mor). Jeg er nok lidt genert til at begynde med. Men det går over efter noget tid, når først vi har lært hinanden at kende.

Jeg glæder mig til, at vi snart ses alle sammen og hold da op, hvor bliver det spændende!

Hasta luego!

Alea Juanita

Opdatering morgen i Bogotá - Dag 27

Det har været lidt svært for Majken at sove, men heldigvis sover de to andre stadig! Har tjekket fly og kan se at vores hjemtransport er på vej mod Bogotá. Så INGEN aflysning i Paris. Vi har dog modtaget mail om at flyet i aften er udskudt til kl. 21. Majken har i løbet af morgnen sagt til sig selv at familien tager mod Eldorado lufthavn kl. 15.30 som planlagt og venter på afgang mod Paris. Nu må det for h... lykkedes, vi vil hjeeeeeeem!

Med afgang kl. 21 fra Bogotá betyder det at vi er i Paris ca. kl. 13.23. Dette betyder at vores fly mod København også er ændret og nu er med

FLY AF1050 afgang fra Paris 15.25 og ANKOMST KØBENHAVN 17.15

Og må det for guds skyld være sidste opdatering om aflysning, senere afgang og ankomst. Så det næste der må komme fra vores side er en julehilsen og nu er vi på vej! Det håber håber håber jeg at det bliver.

Paris aflyser halvdelen af alle flyvninger - Verden

Der er noget der tyder på, at ikke alle vores transportkvaler er ovre! Fandt denne artikel kl. 03.30 DK tid (21.30 Bogotá). Vi håber, at det ikke er vores afgange, der bliver ramt og at de må have skaffet mere glykol til fredag.

Paris aflyser halvdelen af alle flyvninger - Verden

Udsættelse igen, igen, igen - Dag 26

Afg. Paris 25. dec. AF2350 kl. 12.45 og ank. København 14.35

Ja sådan kan man jo også få en dag til at gå! Vores afgang kl. 18.40 fra Bogota blev først udskudt til kl. 21.00. Det kunne vi såmænd lige leve med, da det betyder, at vi ville ankomme til København 17.15. I eftermiddags fik vi så en mail fra Air France, der sagde at nu ville vi komme på vingerne kl. 01.00 d. 24. dec. om morgenen. Det betød, at hvis vi var heldige og komme afsted til tiden fra Bogotá, kunne vi nå et fly i Paris 19.55, der så ville ankomme 21.45 i København. Imidlertid er der jo her en risiko for, at spendere juleaften i Paris lufthavn, da flyet mod København 19.55 er det absolut sidste denne dag. Juleaften og nat i Paris lufthavn havde såmænd nok også været holdbart for bare Majken og Stefan, men vi synes ikke, at det er helt gangbart med Alea. Mulighederne har vi så tygget gevaldigt på det meste af eftermiddagen. Vi vil jo også afsindigt gerne afsted!

Efter først at have bestilt og afbestilt transport fra hotel til lufthavn og konfirmeret fly fra Paris til København (det havde Air France nemlig IKKE gjort), så endte vi med at gå til Air France kontoret her i Bogotá (Stefan ved jo hvor det ligger!!). Her spurgte vi om muligheden for at ombooke igen, igen. Air Frances call center havde nemlig fortalt os, at der IKKE var ledige pladser på afgangen d. 24. dec. Men det havde vi nu en smule vanskeligt ved at tro på, da der normalt ikke er voldsomt mange, der flyver på denne aften. Derfor gik vil til hestens mule. Overvejelserne har undervejs været mange. De er udmundet i, at det er bedst at vi alle får en nats søvn på Halifax fremfor at sidde i Bogotá Eldorado lufthavn og finde ud af at vi bliver yderligere forsinket. Vi tror på at denne beslutning gavner alle i familien. I hvert fald sover vores datter trygt lige nu ved siden af os!

Vi har derfor ombooket til afgang Bogotá 24. dec. med AF0423 kl. 18.40, ank. Paris 25. dec. kl. 11.05. Herefter afg. Paris 25. dec. med AF2350 kl. 12.45 og ank. København 14.35. Sidegevinsten herved kan måske være, at flere får mulighed for at møde os i lufthavnen? I hvert fald føler vi os mere trygge ved, at have flere afgange at tage fra ml. Paris og København, hvis Bogotá-afgangen bliver forsinket. Familien har lovet os, at de venter med at tilberede juleanden indtil d. 25. dec. Måske det endog er klogt, hvis de bare venter til vi rent faktisk er hjemme? Kryds nu fingre for at franskmændene får skovlet sneen væk, så morgendagens fly ikke også forsinkes.

En stor tak til vores "ventende" veninde Kristine der har været online det meste af dagen og har videregivet beskeder til vore mødre. Også tak til mødrene og Preben for tålmodigheden, vi ved hvor meget i savner os (og juleanden, Preben). Vi savner også jer (og anden, Stefan).

Nu har vi alle papirer - Dag 26

Så lykkedes det Carolina at komme i gennem til ICBF og denne gang var papiret underskrevet. Stefan blev hentet kort efter af en taxa, så de kunne hente det dyrebare dokument.

Hjemme sad Majken og tænkte at hun lige ville tjekke om flyet i aften ville afgå som planlagt. Det ville det ikke. Vi er nu ombooket til afgang fra Bogotá kl. 21 i aften, med ankomst i Paris d. 24. kl. 13.35. Vores videre fly AF1050 til København er booket til afgang fra Paris kl. 15.25 med ankomst i København 17.15. Majken er noget ked af tidspunktet for hjemkomsten og skal lige sluge kamelen. Det bliver nok anderledes når vi først er på flyet i aften og på vej hjem. For der er ingen tvivl om at det bliver dejligt at komme hjem for os alle tre. Alle der ikke helliger sig juletraditionerne eller har mulighed for at skyde dem, er naturligvis fortsat mere end velkomne.

Fly nr. AF1050 afg. Paris 15.25 - Ank. København 17.15

Et plus på en ellers dårlig dag - Dag 25

Efter denne dags skuffelse med ICBF brevet fik vi alligevel en rimelig aften ud af det. Eftermiddagen så ellers heller ikke ubetinget positiv ud. Alea kunne uden tvivl fornemme forældrenes frustrationer og der blev reageret en del med piv, hyl og utilfredshed. Alle fra personalet vidste, at vi havde haft en rigtigt dårlig dag. Alle var søde og stilfærdigt opmuntrende. Om det var derfor Gloria og Pablo (hhv. svigerdatter og søn til Ines, der driver hotellet) fra personalet havde besluttet at Alea skulle have en gave ved vi ikke? Men i hvert fald fik hun en julegave af de to. En slaskedukke med orange hår. Selve udpakningen var rigtigt sjov, som det fremgår herunder:

Pablo og Gloria giver Alea julegave. Alea er meget glad for særligt Pablo.

Det hjalp en del at være beskæftiget med far på den lille legeplads ved hotellet et stykke tid. Ikke fordi den søde mor ikke er der, men fordi det er godt at få fyret noget krudt af. At legen så samtidig kan få lov at være lidt vildere er noget helt andet. Derefter var det tid til en dejlig, lang eftermiddagslur. Det betød, at både Stefan og Alea var udhvilede til aftenens julearrangement. Ines havde fortalt, at der ville være et julearrangement med gæster i form af familie til hotellets personale og desuden det hollandske par med 3 børn og os. Da vi ankom kl. 18.30 var der mange gæster allerede. Vel nok omkring 35 personer. Der var pyntet op. Der var slik, sodavand, chips m.v. i store mængder.

Så er der familiefoto foran juletræet. Et medlem af Ines familie insisterede og vi tror faktisk ikke, at et nej var en mulighed.

Vi samledes i den store dagligstue, hvor en "sanger" og guitarspiller havde taget opstilling. Det viste sig, at han formentlig primært var hyret for guitartalentet. Under alle omstændigheder bør han nok ikke sige sit almindelige job op lige med det samme. Alle børn sad på gulvet med diverse rytmeinstrumenter (marakas m.v.). Først blev der læst op af, hvad vi formoder var, Juleevangeliet. Dernæst blev der sunget sange fra de udleverede kopier, der med vanlig colombiansk sans for folklore ikke indeholdt de samme sange og hvis de gjorde, så i hvert fald ikke i den samme rækkefølge. Men det var MEGET hyggeligt. Vi fulgte med så godt vi kunne.

Pablo og Gloria med Alea på armen, Til højre en knægt, som de vistnok tager sigt lidt af.

Efter julesange m.v. ca. 20.30 (godt det var en lang eftermiddagslur!) gik vi til bords. Her fik vi tamales (ris, majs, bønner og kød kogt meget længe i bananblade), empanadas (kylling eller kødfyld i dej, der frituresteges), bunuelos (traditionelle friturestegte jule-osteboller), diverse søde småkager og hertil varm kakao!

Tamales - smager dejligt!

Vi valgte en øl til maden i stedet, da kakao og varm, kødfyldt mad ikke ligefrem går hånd i hånd. Vi sad til bords med hollænderne, der synes at være rigtigt søde.

Santiago, Sergio og Sebastian hedder drengene. De er bare møghamrende charmerende.

Efter det overdådige måltid, hvor en sukkerfyldt, glad Alea havde filmet med samtlige omkringsiddende, fik vi taget billeder med personalet:

Endelig mulighed for at personalebillede. Fra v. mod h. Isabel, Blanca, Nancy, Jamaro, Alcira, Gérman og Carin 

Derefter gik vi til køjs, hvor Majken dyrker sin yndlingsbeskæftigelse med "æble" og øl!

Kan du huske om jeg har børstet tænder?

Vi håber nu, at alt flasker sig til vores fordel i morgen. Vi venter et opkald fra Carolina, der forhåbentlig kan fortælle, hvornår vi kan hente ICBF brevet. Vi ved, at vi er med i manges aftenbøn her i Colombia i aften. Ines skal have tak for at lægge skulder til med lidt moderlig støtte på denne svære dag.    

Desværre, det bliver d. 24. måske....?

Nogen har truffet den beslutning at det ikke skal være i dag at vi rejser hjem! Efter første forsøg på at følge op kl. 14.00 er beskeden, at nu er der møde på ICBF og tidligst kl. kvart over tre kan Carolina ringe og finde ud af om vi får papiret med underskrift i dag. Hvis vi får det i dag, er det imidlertid blevet så sent, at vi ikke kan nå noget fly, nu hvor vi ikke engang har plads i dag!

Derfor er det nu sikkert, at det tidligst bliver afrejse d. 23. dec. og dermed ankomst d. 24. dec. om eftermiddagen. Der er imidlertid fortsat ingen garantier, da vi ikke med sikkerhed ved, at vi får papiret. Argumenter på kontoret i formiddags - om, at man har ventet 5 år og nu muligvis er forhindret i at komme hjem til familien til jul, fordi én (1) person ikke kan få underskrevet et stykke papir som Stefan allerede har set og kontrolleret indholdet i. De er åbenbart fuldstændigt kolde i røven! Ydermere har vi fået at vide, at et hollandsk par for nogle måneder siden - faktisk af glemsomhed - rejste uden brevet. Et forehavende de abolut ingen problemer havde med. Man er fristet!

Vi vil uendeligt meget gerne hjem lige nu og det kan også gå an selvom det bliver d. 24. Vi ved at mange - af gode grunde - ikke kan komme i lufthavnen d. 24. dec. Derfor er det en MEGET svær situation at affinde sig med. Vi har begge ventet i næsten 5 år på at komme ud af lufthaven som en familie og blive modtaget af smilende, venlige og dejlige mennesker, der vil os alt det bedste. Det er helt klart med tårer i øjnene, at vi modvilligt accepterer situationen og jeres eventuelle fravær i lufthavnen. Vi ved også - bedre en nogen lige nu - at i selvfølgelig vil være med jeres familier i julen. Vi er i dog ret overbeviste om, at vores mødre og Preben henter os, da de allerede nu venter med Alfredo hjemme i Sverige.

Alt i alt en ekstremt dårlig dag i Colombia, hvor ikke engang solen skinner! Lad os nu for h...... håbe, at den her såkaldte general director isdronning klemmer baller og rynker sammen og får underskrevet det famøse stykke papir i morgen. Her står vi jo igen i samme situation med et fly, der skal bekræftes inden 12.00 (Bogotá tid) på det lokale Air France kontor. Hvis i sendte os venlige tanker og krydsede fingre før, så skal i simpelthen give den fuld tankekraft mod Bogotá det næste døgns tid.

Hjemrejse endnu ukendt. Hold jer underrettet her! - Dag 25

Hold jer underrettet her!

Stefan er tilbage fra ICBF og AirFrance kontoret. Der er blevet løbet gennem byen grundet tæt trafik for at nå det før FDM Travel i DK lukkede ifald man skulle få behov for assistance herfra. Billetterne kan senest ændres kl. 12.00 i dag lokal tid (18.00 DK). Vi har først svar ca. 14.00 lokal tid, hvorfor de er ombooket til afrejse torsdag fra Bogotá og dermed ankomst i Kastrup d. 24. dec. Carolina ringer til os kort efter 14.00, når hun har kontaktet ICBF. Her kan vi få at vide, om vi evt. kan hente brevet i dag.

Hvis vi får underskriften og brevet i dag, kører vi direkte til lufthavnen  og forsøger at overbevise dem om, at vi alligevel skal med flyet i dag. Vi håber at kunne opdatere her på bloggen gennem Bo eller Christian ved at ringe til dem. De vil så kunne lave et indlæg, der kan fortælle, om vi kom med flyet i dag. 


Hold jer underrettet her!

Billetter er ændret til i morgen

Som det ses på overskriften er billetterne lige nu ændret til i morgen samme tid, fly og alt! Vi afgør når Stefan er tilbage, om vi tager til ICBF i dag med det hele og tager chancen i lufthavnen om der måske er plads på flyet!!!! Ellers bliver det i morgen vi tager afsted, fordi der siger de, at vi godt kan få vores papirer!!! Lidt svært at for stå hvorfor det for f..... ikke kan lade sig gøre i dag.

Hænger i med tynd tråd! - dag 25

Klokken er kvart over ni i Bogotá og Stefan har lige ringet fra ICBFs kontor, hvor han er med Carolina. Ingen underskrift nu, personen som kan underskrive er der ikke!!!!! Vi har fortsat et lille håb om at komme afsted idag. Stefan har fået at vide at vi muligvis kan få papiret med underskrift kl. 14. Så vi pakker kufferterne og sætter os i bilen alle tre med kufferterne og kører til ICBF endnu engang og håber håber håber at det lykkedes denne gang. Det her er på ingen måde det vi havde forestillet os, men lige nu når vi synes vi er så tæt på vil vi virkelig gerne hjem. Stefan er lige nu hos Air France for at høre hvor sent vi kan ændre vores billetter. Vi opdaterer igen senere!

Følg med - nu bliver det intenst! - Dag 24

Så blev det efterhånden meget tæt på hjemrejse! Vi har i dag hygget os med morgenmad på det meget stille hotel. Amerikanerne rejste tidligt og vi var derfor de eneste ved bordene. Det er nu egentlig meget hyggeligt med lidt ro og fred. 

Efter morgenmaden og lidt leg, var det blevet tid til audiens hos dronning Helena på ACs kontor. Vi skulle hentes af chaufføren Jorgé, som vi havde bestilt gennem Halifax. Vi ønsker fortsat - i muligt omfang - ikke at subsidiere Helenas vognmandsforretning. Jorgé ringede 30 minutter før afgang og sagde, at han var fanget i trafikken og at han derfor muligvis kom lidt senere. Vi havde lidt af et hyr med at forklare Alea, der altid er klar på en udflugt, at vi skulle vente længere endnu selvom klapvogn m.v. var pakket og klart. Det meddelte vi straks til AC. Imidlertid var Jorgé kun et kvarter forsinket og vi nåede i alle tilfælde til AC i god tid. Rart med en chauffør, der forsøger at indregne den ekstra tid et trafikuheld i Bogotá kan forårsage.

Vel ankommet til Helenas kontor, hilste vi først på alle. Derefter gik der kun et øjeblik inden vi tog plads ved Helenas skrivebord. Her repeterede hun de ting Carolina allerede havde fortalt os. Desuden fyldte hun en kopi af sentencia og fødselsattest samt Aleas to pas i en brun konvolut, gav os den og sagde, at den var til immigrationsmyndighederne i lufthavnen. Desuden skulle der selvfølgelig være det famøse brev fra ICBF, der nu er eneste forhindring før afrejse. Dernæst sagde hun til Carolina, at hun skulle ordne kopier af sentencia og fødselsattest m.v. til ICBF. Det var så det Carolina efter aftale gjorde allerede mandag morgen! Herefter meddelte hun, at hun netop havde fået at vide (det er utroligt som meddelelserne lige tikker ind netop som man henvender sig!), at ICBF chefen for Cundinamarca (Aleas region) var taget på juleferie. Vi skal derfor tage til ICBF kontoret onsdag "morgen" kl. 10.30 for at se, hvorvidt vi kan få en underskrift af selve general director for ICBF. Hvor højt han er på strå ved vi ikke, men til sammenligning er der 5 personer i management på hotellet og kun 7 på gulvet! Så det er altså dermed ikke sikkert, at han er usædvanligt højt på strå, men det lyder godt! Vi forklarede, at vi kun kan ændre flybilletter frem til kl. 10.00 (Bogotá tid og 16.00 DK tid), hvorfor det vil være ret formålstjenligt, hvis vi kunne komme lidt tidligere afsted til ICBF. Aftalen er derfor blevet, at Stefan bliver hentet kl. 08.00. Det bliver heldigvis igen Carolina, der er kontaktperson. Vi blev også lige på falderebet mindet om, at vi skal huske at angive i spørgeskemaet fra ICBF, at vi ikke har betalt mere end gebyret til AC i forbindelse med adoptionen. Om det er fordi hun vil forsøge at skjule overfor ICBF hvilke omkostninger, der i øvrigt løber på, eller om det ganske simpelt er fordi ICBF vil sikre, at der ej er betalt penge under bordet, ved vi ikke. Men det lyder ikke særligt tilforladeligt, når det kommer fra en kvinde, der både tjener på eget hotel, selve formidlingen og vognmandsfirma. Herefter ønskede Helena os held og lykke, gav kindkys og viftede os elegant ud af kontoret hurtigere end vi kunne nå at samle vores ting. Eneste udbytte, der ikke kunne have været klaret pr. telefon var altså: En brun konvolut!

Efterfølgende satte vi os ind i bilen hos Jorgé. Han er en udpræget idealist, men i modsætning til mange bundnaive idealister man kan møde, så må man godt nok sige, at han forsøger at gøre en forskel med et godt eksempel. Han samler al plastic op han møder på sin vej som fodgænger for at bringe det til genbrug. Han kører i en bil, der drives af naturgas fra Colombia. Han handler kun lokalt om muligt. Han støtter og hjælper i en børnehave for fattige. Han planter træer i nogle af de oprindelige jungleområder, der er blevet blotlagt først af opdyrkning, siden af kvægbrug og sidst af mineraludvinding. Arbejdet med at plante træer har dels til formål at stoppe erosion, forbedre klimaet, give børn fra Bogotá mulighed for at lære om floraen og erstatte invasive arter med oprindelige. Ydermere gøres dette ved Guatavita, der er et oprindeligt helligt sted. Det har taget Jorgé 15 år med jævnlige besøg, at overbevise de lokale om, at det var en god ide med træplantningen. Nuvel, selvfølgelig kan man så sponsere et træ. Det har vi nu gjort og det vil om ca. 1 måned stå klart i Guatavita med følgende indskrift:

Alea Juanita

2010

Copenhagen/Malmö

Denmark

Vi får sendt et billede, når han er nået så langt. Lad os sige med det samme. Man kan ikke mistænke denne mand for at ville benytte pengene til sig selv eller noget overflødigt (det drejer sig om 150 kr.)! Ét er stensikkert. Pengene bliver benyttet til et godt formål i alle tilfælde.
Efter vi havde været i Unicentro (det store indkøbscenter, vi tidligere har omtalt) for at finde en kuffert til alle de totalt overflødige, men alligevel vidunderlige indkøb vi har gjort, så spurgte vi Jorgé om frokost. Vi spurgte, om ikke han kender til et sted med colombiansk mad og udsigt over byen? Det gjorde han da bestemt og vi lokkede ham med ved at tilbyde frokost. Han måtte lige ringe til familien og fortælle, at han ikke kom hjem til frokost. Først med konen på spansk derefter med begge børn på hhv. 16 år og 3,5 år på engelsk. Vi spurgte hvorfor og det simple svar var, at hans børn kunne nå længere og flere døre ville åbne sig, hvis de kan tale engelsk. Jorgé selv kan engelsk, fransk og lidt norsk (?). Tal lige om, at tage skæbnen i egne hænder.

Stedet vi kørte op til lå noget længere oppe mod Monserrate end vi havde været tidligere. Det var helt utroligt vidunderligt. Det var lokalt, udsigten var god og maden var god og spændende. Vi fandt en gynge lavet i bildæk som vi tænker vi måske vil kaste os ud i at forsøge at producere til eget brug hjemme.

Alea nyder den lokale velkomstdrik, der serveres i små, varme lerkrus. Det er vand, brun sukker og rom eller cognac, der har stået og kogt og er varmt ved serveringen. Jorgé fortæller, at colombianske børn ofte får mælk med brun sukker, hvilket kan medvirke til Aleas overdrevent positive reaktion overfor sukkerdrikken.

Det hyggelige selskab samlet 

Her står vi foran restauranten. Udfra en bedømmelse af gæsterne denne dag, spurgte vi Jorgé om stedet var der, hvor den rige mand tog sine elskerinde med op. Men det var der absolut ikke tale om. Det er stedet, hvor rige forretningsmænd tager deres bedårende sekretærer med op til frokost, fortalte han.

Jorgé kendte tydeligvis betjeningen, der var meget søde, oprigtige og imødekommende. Efter endt måltid med to store tallerkener med diverse grillede kød og krebs, sat på brandvarme sten foran hhv. Stefan og Majken, var vi meget mætte. Jorgé spurgte, om det var i orden, at han bad om at få resten af vores mad med i en doggybag. Selvfølgelig var det i orden. Han sagde, at der var nogle han kunne give det til. På vejen ned ad bjerget holdt vi stille ved et venstresving. Her kom de sædvanlige sælgere op for at sælge bilopladere til mobiltelefoner, snacks, drikkelse m.v. Jorgé rullede vinduet ned, gav de to piger på omkring 15 år (med mor siddende i rabatten i baggrunden) den overskydende mad og forklarede hvad der var i. Allerede inden vi passerede forbi moderen længere henne, var de i fuld gang med at pakke maden ud. Jorgé forklarede, at pigerne og deres mor - som så mange andre - ofte kommer ind fra landet tidligt om morgenen. De betaler selv transporten. Her forsøger de at sælge diverse ting til bilisterne. For at skaffe penge nok, må de ofte undvære frokost eller nøjes med nogle af deres egne, usunde snacks. Stefan har givet håndører til en del tiggere hernede. For at prioritere blandt de mange, har det egentlig ofte - nok ubevidst - været handicappede eller ældre. Men Stefan skal ALDRIG nogensinde glemme glæden og taknemmeligheden i de to pigers ansigter, da de råbte "gracias" efter bilen. Der blev alligevel knebet en tåre af den - i den sammenhæng - på alle måder velhavende fyr fra det kolde nord.

Her er ryggen af de taknemmelige piger! Desværre havde vi ikke kameraet klar.

Jorgé satte os af ved hotellet. Vi lavede aftale om træet, som vi havde talt om. Stefan fik sin Colombianske fodboldtrøje og vi gik ind til Aleas eftermiddagslur. Dagens oplevelser satte alligevel tanker igang om, hvad beskrivelserne af Alea indeholdt. Noget vi har besluttet at Alea skal bestemme om og hvordan hun vil dele med andre, når den tid kommer. Det gyser alligevel noget og man bliver ydmyg og meget taknemmelig over, at have fået lov til at passe på vores lille Alea.

Den resterende del af dagen er bl.a. gået med at få pakket de fleste ting. Vi har været i Parc 93 og køre rutsjebane. Vi har drukket kaffe i andet forsøg, da Stefan væltede den første, store latte ned over sig selv og gulvet på café Juan Valdez. Som om man ikke skiller sig nok ud i forvejen? Vi har spist og talt med det hollandske par med 3 adoptivbørn, der netop er returneret fra solskinsferie, hvor også "M" family residerer. Sen eftermiddag skulle også komme et andet dansk par, men kl. 19.45 var de ikke ankommet. Måske de er fanget i lufthavnen i Paris? Vi håber det ikke.

Alea vil måske sikre sig en plads med hjem. Men det behøver hun nok ikke være nervøs for!

Stefan tager ICBF fra morgenstunden onsdag og vil kontakte Majken hjemme på hotellet, så snart der evt. er nyt om brevet og dermed afrejse.

Vi vil her på bloggen informere om, hvorvidt og hvornår vi kommer afsted onsdag. Herefter må de interesserede selv forsøge at holde sig opdaterede m.h.t. ankomsten torsdag i Kastrup. Det er fortsat fly AF2350 fra Paris CDG ankomst 14.35 i Kastrup CPH torsdag d. 23. december. Vi giver en melding, kort inden vi kører mod lufthavnen i Bogotá onsdag, hvilket er kl. 15.00 Bogotá og dermed kl. 21.00 Danmark.


Herefter kan man formentlig ikke komme i kontakt med os. Man må meget gerne give besyv med på kommentarer eller mail vedr. vejrsituationen m.v. i Paris CDG og Kastrup. Desuden satser vi på at have en pålidelig kilde i Majkens bror Bo, der er flyveleder.

Vores forældre ankommer til Strandhem i Sverige onsdag aften og påbegynder klargøring til jul (juhuuuuu!). De vil formentlig kunne holde sig informerede via naboernes internet. Vi håber, at der er gode nyheder i morgen eftermiddag og at vi kommer hjem og fejrer jul.

Ohhh Carolina.. - Dag 23

I morges kl. 9.00 skulle vi mødes med Carolina (vores kontakt fra AC) på et af det colombianske paskontor i nærheden. Vi havde besluttet at gå derhen på trods af opfordring fra Carolina om at blive afhentet (en opfordring hendes chef, Helena, begrunder med hensynet til sikkerhed og måske hendes vognmandsforretning?). Stefan havde dog sagt til Carolina, at den tur havde vi taget flere gange på diverse udflugter. Det viste sig, at Carolina egentlig selv syntes om at gå, da det i morgentrafikken ofte er hurtigere end at køre med taxa. Gåturen tog os ca. 15 min. på en stor vej med masser af biler og mennesker på vej til arbejde.

Da turen nu var hurtigere end ventet betød det også, at vi var i god tid. Stefan foreslog derfor, at vi straks fik taget de pasbilleder, der skal benyttes. Majken var en smule usikker, men Stefan er imidlertid også blevet hærdet af flere dage "i marken". Vi blev enige om, at det måtte kunne lade sig gøre v.h.a. lidt "spanglish". Vi fandt fotobutikken, der var et lokale på 3 m2. Fotografen redte Aleas hår ned i panden (!) og tog herefter et billede af en synligt utilfreds pige. Hun spurgte til størrelsen på billederne og ville se identifikation (troede vi!). Det viste sig, at hun blot ville være hjælpsom og medvirke til at finde de papirer frem, der skal vises på paskontoret.

Vi stillede os derefter udenfor paskontoret (Ministerio de Relaciones Exteriores) for at vente på Carolina. Der gik ca. yderligere et kvarter før hun ankom. Hun havde været på ICBF og aflevere papirer først. Godt forkølet var hun også. Caroline var en drøm på paskontoret og på lidt under en time havde vi Aleas Colombianske pas i hånden. Det foregår ved, at man går ind gennem en lang gang, hvor der er to køer. Den sidste tredjedel af gangen er overladt til de, der skal ud. Ved indgangen står en privat sikkerhedsvagt og sorterer efter ærinde og en paramilitær, der holder styr på horderne. Vi går op langs udgangen og Carolina fanger sikkerhedsvagtens opmærksomhed. Hun synger en sang om, at vi har barn med og VUPTI, vi er inde i lokalet. Nu skal man så til informationen, hvor man får udleveret kønummer og skrankenummer. Carolina går igen rundt om og placerer sig ved udgangen, hvor det lykkes at få opmærksomhed ved at blafre med alle de rigtige papirer. Det er åbenbart ikke ofte, at man har husket alle de rigtige papirer. Vi kan også se folk i køen, der løber tilbage ud, for at få lavet ekstra kopier ell. lign. Vi venter og Carolina placerer sig i den kø, hvor man afleverer papirerne og får en kvittering, der skal betales i en anden kø til kassen. Der er mange mennesker i lokalet, men de fleste synes at vente på det nye, elektroniske pas, der for kort tid siden blev indført i Colombia. Dette pas gælder - i hvert fald foreløbig - ikke adoptivbørn. Vi stiller os i kø ved skranke 14, men bliver hurtigt henvist til en plads af en rigtig lille hyggeonkel af en ældre sikkerhedsvagt. Carolina får betalt ved kassen og stiller sig nu i kø ved skranke 14. Hun bliver også kontaktet af sikkerhedsvagten, der imidlertid får børnehistorien. Hun peger på os og får lov at blive stående, Her kommer hun forholdsvist hurtigt til. Data bliver indtastet og Stefan bliver hidkaldt for at underskrive, afgive fingeraftryk og kontrollere oplysninger før passet produceres. 

Her et lidt utydeligt billede, af lokalet, da vi er ret sikre på at man ikke må fotografere derinde. 

Herefter ventede vi i ca. 15 min, hvorefter vi bliver kaldt op - dvs. vi hører det ikke, men det gør Carolina. Vi begiver os op til den første kø, hvor vi begyndte og får her udleveret passet! Hurra...

Herefter gælder det om at komme ud af virvaret og over til Det Danske Konsulat i Bogotá. Carolina har en aftale med dem om, at vi kommer så snart vi er færdige på det andet kontor. Vi er på Konsulatet kl. ca. 10.30 efter en hyggelig og god gåtur på ca. 20 min. En tur som Carolina faktisk også ser ud til at nyde gevaldigt frem for de evindelige, langsomme taxature.

På Konsulatet bliver vi modtaget i bygningens reception, der ringer op og melder vores ankomst. En paramilitær, bevæbnet vagt (Policia Nacional) følger med op. Det er på øverste sal og ved indgangen til de relativt undseelige kontorer er der sluse for at komme ind. Der er to på kontoret. Konsulen, hvis tilstedeværelse vi først bliver opmærksomme på et stykke henne i forløbet, og sekretæren. Vi udfylder ansøgningen og Stefan frygter nu en smule, at der kan blive problemer med, at vi er bosiddende i Sverige. Dette bemærkes dog ikke. Alea filmer med vagten og Carolina og løber ind på et tilstødende kontor, Det er først her, at vi bemærker Konsulens tilstedeværelse. Han rømmer sig og udbeder sig det colombianske pas. Kort efter kommer han ud med et midlertidigt dansk pas. Han og sekretæren lykønsker, vi smiler og tager billeder. 

Her charmer Alea vagten med sin lille orange amøbe

Fra venstre: Konsulen, Majken med Alea, sekretæren, Carolina og vagten

De stolte forældre til et barn med dobbelt statsborgerskab.

Vi begiver os ud på gaden og går mod Halifax ad Calle 11. Carolina følger med og det er først, da Stefan foreslår, at vi selv finder til Halifax, at hun begiver sig tilbage samme vej vi kom.

På vejen hjem runder vi området ved Parc 93, hvor Alea falder i søvn til en formiddagslur i klapvognen. Vi drikker kaffe og spiser lidt mundgodt på café Juan Valdéz (uuhhmmm, dejlig kaffe, siger Majken jeg skal skrive). Vi taler om, at det endnu engang er lykkedes at spendere en formiddag ude blandt colombianere uden at se én eneste lyshåret mand, barn eller dame. Da vi skal til at gå, er der så selvfølgelig en lyshåret backpacker, der sætter sig for at drikke kaffe. Det betyder formentlig så, at ekspedienterne har fået lov at fnise mindst to gange i dag. Det hænder nemlig jævnligt, når man står der og ser grise-dansk ud. Det er ikke fnisen af ond mening, men blot fordi der bliver helt paf.

Ved hjemkomsten til hotellet sørger vi for, at et pasfoto af Alea kommer op på opslagstavlen i køkkenet sammen med alle de andre børn. Vi er blevet nødt til at gå en omvej for at få taget ekstra billeder, da alle de andre er brugt i processen. Dermed er der et billede til bedsteforældrenes pung med et noget tvært barnebarn! Frokosten bliver indtaget i en næsten tom spisesal med dele af personalet, da hotellets gæster nu blot består af den amerikanske familie. En yngre mand, der har været her længe og familien Bruhn Husum. Vi er de eneste tilstedeværende til både frokost og aftensmad.

Før middagen handler vi i det lokale supermarked. På vej derover søger vi efter en CD med en colombiansk folklore sang, der hedder "Juanita bonita". Ekspedienten søger længe og må til sidst ringe til en ven for at få råd og vejledning. Det lykkedes at finde en CD med Bolly´s Maracas Boys. Fantastisk musik som Pablo fra hotellet straks spiller over højttaleranlægget som akkompagnement til vores middag. Vi får også sagt farvel til Bertha Maria fra "working staff", der drager på juleferie. Vi fik knus og hun fik også straks 25.000 pesos som vi har besluttet at give til alle 7 i working staff. Det er absolut fortjent. 

En glad Bertha Maria med en lidt betuttet Alea.

Carolina har som lovet ringet i løbet af eftermiddagen. Det ser ud til at den første del af processen omkring Haager Konventions brevet fra ICBF er iværksat. Papirerne er faxet til ICBF region Cundinamarca for her at blive udfyldt som oplysninger til brevet, der herefter skrives - og ikke mindst underskrives - i Bogotá. Så langt, så godt. Vi skal på en visit på ACs kontor i audiens hos dronning Helena i morgen. Spændende at høre, hvad hun vil!

I morgen ved vi forhåbentlig, hvorvidt vi skal sove på hotel Halifax for sidste nat i denne omgang.

M has left the building og Bogotá på en kort dag - Dag 22

Søndag skulle vi forsøge at indhente lidt af det forsømte på sightseeing-kontoen. Vi havde derfor allieret os med Ines fra hotellet, der havde arrangeret, at Nestor skulle komme og hente os kl. 09.30.

09.30 var også tidspunktet, hvor Malthe, Mads, Martin og Marlene skulle hentes for at begive sig til 28 graders varme ved swimmingpoolen på et resort syd for Bogotá. Her bliver de over jul og nyder lidt ferie. De siger at de vil savne os, men vi tvivler alligevel lidt med de betingelser de får! Det var alligevel lidt rørende at skulle sige farvel til den hyggelige familie, som man har kunnet dele lidt sorger, glæder, alvor og leg med de seneste mange dage. Vi ønsker dem alt det bedste i Bogotá og omegn nu og i Fredericia senere. Drik en øl ved poolen for os! And may the judge be with you!!!!

Vi fik tørret øjnene og begav os på køretur rundt i Bogotá med Nestor, der er en hyggelig, ældre, rund herre med rimelige engelskkundskaber. Først gik turen halvvejs opad bjergsiden mod Monserrat. Heroppe ligger et kloster, en kirke og diverse restauranter. Desværre er de alle noget overfyldte på en søndag, hvorfor vi nøjedes med en udsigtplads ca. halvvejs oppe. Her kan man se ca. 1/3 af byen, der dækker et enormt område. Der bor ca. 8 mio. mennesker i byen, der kun centralt har etageejendomme. Her er lidt af udsigten:

Der er mange bogotanere, der benytter stedet som udflugtsmål. Desværre er der hverken mulighed for eller vilje til at skaffe sig fornuftigt af med affaldet, hvilket fremgår af billedet herunder:

Herefter kørte Nestor os en tur rundt til diverse væsentlige bygninger, som vi ikke alle skal trætte jer med her. Der var banker, WTC, en tyrefægterarena, et 16 etager højt tidligere Hilton hotel, der nu står helt tomt m.v. Herefter gik turen til guldmuseet, der er et særdeles flot museum. Der vil vi gerne tilbage en anden gang, hvor vi har mere tid. Majken fik en guldbelagt reproduktion af en frø, der også er vartegnet for regionen Cundinamarca, hvor Alea er fra. Herunder ses en del af facaden:

Og her en slags fabeldyr, der vel mest minder om en flyvefisk. Den er fundet i nærheden af Bogotá i en sø, der hedder Guatavita, hvor man ofrede meget i historisk tid. 

Botero Museet var næste stop.  Fernando Botero er en særdeles anerkendt, nulevende, ældre, colombiansk kunstner, der har skænket en stor del af sine værker til den colombianske stat. Andre er købt af den bank, der sponserer det meget flotte museum, der også har an afdeling med andre succesrige, anerkendte kunstnere fra hele verden. Vi havde måske ikke lige Botero i frisk erindring, men når man ser værkerne, ved man, at man har set det før. Men bliver simpelthen i godt humør af at se på hans tykke mænd, damer og dyr. 

Der var også mulighed for at dyppe fingrene i det kølende kolde springvand:

Vi gik herefter ned og så nærmere på Plaza Simon de Bolivar. Han er en af grundlæggerne af et uafhængigt Colombia. Her er Højesteret og justitsministeriet, præsidentpaladset, parlamentet lige om hjørnet, borgmesterens bolig og en enorm, ældre katedral. I anledning af julen var der opsat en kunstig skøjtebane (i 18 graders varme). At dømme ud fra det korte vue over skøjtebanen, tror vi ikke, at vi skal vente at se et colombiansk ishockey landshold lige foreløbig! Nestor var ikke kun chauffør på bilen. Det er nemlig vanskeligt at køre klapvogn og fotografere samtidigt. 

Herunder ses en af de utallige soldater og politifolk udstationeret til vagttjeneste omkring præsidentpaladset og parlamentet. Medierne beskriver, at der - så at sige - for at sikre julefreden er udstationeret 22.500 betjente i Bogotá i juledagene.

På næste billede er familien afbilledet foran indkørslen til præsidentpaladset. Her må man nemlig gerne standse op i modsætning til ved vejen langs siden af bygningen! 

Vi sluttede udflugten med en sen frokost med udsigt over de gamle tegltage i en særdeles smuk restaurant. Desværre kunne maden ikke helt leve op til omgivelserne, men det var nu godt nok. Vi bød Nestor på frokost så han ikke bare skulle sidde nede i bilen og vente. Det var han ret taknemmelig for. Billedet herunder er taget ud gennem et vindue på herretoilettet. Stefan gik derud med kameraet, da han syntes at det kunne blive et smukt billede. Regnen var på dette tidspunkt begyndt at styrte ned. Inden vi fik betalt havde de små, stejle gader i La Candelaria kvarteret forvandlet sig til rivende floder. 

Dagen sluttede hjemme på Halifax med middag med de få tilbageværende. Vi kan nu sidde omkring ét bord i spisestuen. Der er kun det amerikanske par med deres 19 år gamle, adopterede søn. Familien er for 3. gang tilbage på besøg i Colombia. Desuden vores ven Åsa, der har Jason på 7 år. Hun kæmper en svær, men god kamp med Jason med mellemrum.

Nu skal vi blot sove nogle timer. Så er der 2 gange pas og forhåbentlig nyt om udsigterne for ICBF-brevet.

Når vi kommer hjem!

Nu nærmer tiden sig, hvor vi kommer hjem. Vi glæder os usvigeligt meget til at se jer alle sammen. Hvis ikke i lufthavnen så på et andet tidspunkt enten i vores hjem eller hos jer. Alt dette har vi ingen anelse om hvordan kommer til at foregå. Men i skal være velkomne til at spørge. Vi ved ikke om det bliver let eller svært for Alea at komme til sit nye hjem i Sverige. Indtil nu synes vi, at det er gået over al forventning. Vi håber og tror selvfølgelig at denne dejlige, positive udvikling og tilknytning forsætter. Men vi er nødt til at se tiden lidt an.

Alea har hvisket os et par ting i øret, som hun gerne vil have at i hjælper hende med, når vi er sammen.

- Jeg vil rigtig gerne have, at i til en begyndelse kalder mig for Alea Juanita. For jeg har endnu ikke helt vænnet mig til mit nye navn.

- Når jeg spørger om noget - f.eks. ved at pege - så kan i lige spørge min mor eller far først. De mener nemlig at vide, hvad der er bedst for mig og forstår også tit, hvad jeg mener.

- Jeg vil trøstes af min mor eller far, når jeg bliver ked af det. Så hvis de ikke lige er i nærheden, må i meget gerne finde dem.

- Hvis jeg kommer til at gøre noget som i ikke synes jeg skal gøre. Må i sige fra stille og roligt. Derefter gerne sladre til min far og mor, så de kan sige til mig at jeg ikke skal gøre sådan.

- Hvis jeg beder om mad, så tjek lige med min far og mor om det er ok? Jeg er nemlig ret glad for mad og lidt sødt, så det er nok bedst at de styrer mængderne!

- Når jeg skal have skiftet ble, så kald lige på far... Han kan hjælpe til for han er nemlig rigtig god til det.

- Måske får jeg brug for en legekammerat eller to engang i mellem. Så siger jeg det til min far og mor. De vil ringe til nogen af jer og spørge om i kan lege!

- Min far siger, at jeg skal huske at sige, at jeg ind imellem kan være en meget bestemt pige. Generelt er jeg dog en glad, nysgerrig, imødekommende og meget charmerende pige (det siger både min far og mor). Jeg er nok lidt genert til at begynde med. Men det går over efter noget tid, når først vi har lært hinanden at kende.

Jeg glæder mig til, at vi snart ses alle sammen og hold da op, hvor bliver det spændende!

Hasta luego!
Alea Juanita

En stille dag på kontoret - Dag 21

Lørdagen blev brugt hjemme på hotellet. Dels var der vistnok en pige, der skulle forsøge at indhente lidt søvn i løbet af dagen, dels skulle der lades op til søndagens turistprogram og desuden skulle der siges farvel til låne-bedsteforældrene fra "M"-familien. Indlægget omkring turen efter fødselsregistrering i Faca er nu lagt ind under dag 20. Her kan du læse mere om den spændende tur. Da klokken derfor er blevet mange, bliver dagens indlæg primært vist i billeder. 

Der blev spillet computer med Mads min gode ven!

Jeg lånte bedstefar Allan (Mads morfar) til lidt hygge. Han er godt nok en rar og smilende mand.

Jeg charmede som vanligt personalet lidt, mens jeg kigger på fly. Særligt Isabel til venstre er jeg meget glad for (og det er vist gengældt!) 

Så fik jeg en ny taske til småting af min mor og far. Den skal være med til at minde mig om, hvor jeg kommer fra. Jeg er ret stolt af tasken!

Desværre skulle der vinkes farvel til låne-bedsteforældrene Allan & Hjørdis. De har et stramt program med jul i London og herefter ferie i Stillehavet i 3 uger!

Jeg filmer lidt med meget søde Malthe. Men jeg har ikke fortalt det til storebror Mads!

Mads kan nemlig godt lide mig! Ihh altså, jeg bliver jo helt flov!

Mads er dejligt fræk og sød og viste mig, hvordan jeg kan få det sidste med ud af skålen med is. 

Jeg lærer hurtigt de beskidte kneb!

Far læste højt for både Mads og mig af en hollandsk tegnebog. Han er ikke helt rigtig oven i hovedet ham far!

Jeg blev hurtigt træt af det hollandske og fandt min egen knaldroman at læse!