TILFØJELSE - Slutspurten er sat ind - Dag 20

"Sentencia" i går og fødselsregistering i dag. På mandag to gange pas. Colombiansk først på det lokale paskontor kl. 09.00 og aftale kl. 11.00 på det danske konsulat vedr. det danske! Det sidste vi herefter mangler er en underskrift fra ICBF, som giver os den endelige "eksporttilladelse". Det er lidt usikkert, hvornår vi skal til ICBF, men forhåbentlig tirsdag eller onsdag!

Vi ved endnu ikke med sikkerhed om det holder, men vi har booket billetter til på onsdag d. 22. december med afgang fra Bogotá kl. 18.40. 


ANKOMST I KØBENHAVN TORSDAG D. 23. DEC. KL. 14.35 med fly AF 2350. 


De som måtte have lyst, tid og varme sokker er overordentligt velkomne i lufthavnen. Det er selvfølgelig lidt uheldigt at ankomme lillejuleaften, men vi håber meget, at så mange som muligt kan afse tid til at ønske os velkommen hjem. Vi har selvfølgelig også (en lille smule) forståelse for, hvis det ikke kan lade sig gøre ;o)

Vi har til aften holdt en lille, såkaldt "sentenciafest" på Halifax. Rigtig hyggeligt og med god deltagelse. Nu er det så officielt fejret, at Alea lovformeligt er vores.

Alea og Majken har igen været alene hjemme. Eftermiddagen er gået med tur til Andino indkøbscenteret med Familien "M". Mads og Alea har igen boltret sig i legefaciliteterne for børn, herunder bolde og guldkonfetti. Den store bjørn er blevet beskuet endnu engang.

Billederne herunder er fra Stefans tur til Faca i dag. En knap så surrealistisk tur som gårsdagens, men alligevel lige spændende nok. Stefan skriver mere herom på et senere tidspunkt.


TILFØJELSE: 
Her kommer en tilføjelse i form af en beskrivelse af turen til Facatativa for at hente fødselsregistrering på det lokale kommunekontor. 


Dagen begynder helt almindeligt med morgenmad osv. Stefan er helt klart spændt på, hvordan dagen vil forløbe. Majken virker rimeligt cool og overbevist om, at det nok skal lykkes. I baghovedet sidder fortællingen om en anden danske familie, der for nylig var udsat for, at måtte vente meget længe på fødselsregistreringen. Først en hel dag og derefter en halv dag yderligere. Chefen var ikke tilstede! Allerede inden afgang spøger spørgsmålet om, hvor mange gange man monstro skal til Faca?


Jeg (Stefan) bliver afhentet af assistenten Carolina fra AC og en chauffør, der hedder Hugo. Hugo kan ikke engelsk, men er alligevel meget snakkesagelig med Carolina som tolk. Han kører særdeles frisk "colombian style". Carolina giver udtryk for, at de seneste dage har været hektiske. Der er mange familier og meget at lave. ACs kontor vikarierer åbenbart også for den spanske kontaktperson, der er taget på ferie! Jeg opmuntrer til at Carolina i dag skal yde sit bedste, da det dels snart er weekend og dels vil betyde enormt meget for os, at vi kan komme hjem til jul. 


På turen bliver der sludret om lidt af hvert. Carolinas morgen har været lidt uheldig, da hun kort før hun når kontoret bliver fuldstændigt sjasket til med mudder og vand fra en forbipasserende bil. Håber ikke, at dette er et fingerpeg om dagens forløb? 
Kort før Faca standser trafikken. Der er åbenbart sket et uheld og trafikken står helt stille. Det - desværre - alvorlige uheld betyder, at vi ankommer 1 time senere end beregnet til kommunekontoret i Faca. Dermed er der frokostlukket. Vi konstaterer, at kontoret åbner igen kl. 13.00. Vi begiver os ned i byen og jeg spørger om ikke vi kan gøre noget mens vi venter. Måske betale gebyret i banken? Der er et eksempel fra en tidligere indbetaling vedhæftet sagen (fra ACs kontor) og det giver os mulighed for at se, at sagsnummerreferencen er den samme på "sentencia" følgebrevet som på eksisterende fødselsregistrering (den vi skal forny). Carolina ved, at dette sagsnummer aldrig ændres. Derfor går vi i banken og betaler de knap 50.000 pesos (ca. 175 DKK). Med kvitteringen i hånden beslutter jeg at tilbyde lidt motivationsfrokost. Vi går på en fin lille, lokal "fastfoodrestaurant". Her får jeg yucca-brød og bono-brød (hvilket hurtigt omdøbes til U2 brød, da jeg spørger til udtalen!). Chaufføren får den traditionelle friturestegte ostebolle (bunuelos) og Carolina spiser sin anden morgenmad (ifølge hende selv). Denne er en slags salat (se billedet nedenfor), der mest består af frugt med en dressing på. Herpå er der strøet revet ost i store mængder, pyntet med jordbær, kiks og syltetøj! Ret speciel spise for min smag, men dagen skal bringe yderligere kulinariske overraskelser. Alle får sodavand eller frisk juice. Nu er vi i provinsen og dette måltid inkl. drikkelse koster ikke engang 10.000 pesos (ca. 29 DKK). Som eksempel kan nævnes, at en bunuelos købt på gaden i Bogotá koster ca. 3.000 pesos, mens den i Faca koster ca. 1.500 pesos.

Efter indtagelsen af måltidet begiver vi os tilbage mod kontoret. Her har allerede ophobet sig en kø på ca. 50 mennesker. Der er endnu 10 min. til kontoret åbner. Jeg spørger til køstrategien, da jeg kan se, at hverken chaufføren eller Carolina umiddelbart gør indtryk af, at ville stille sig i kø. Carolina siger, at det nok er bedre bare at gå med ind, når dørene åbnes. Jeg finder snart ud af hvorfor. 


Det viser sig, at langt størstedelen af de køende skal have bekræftet eller fornyet deres nationale ID-kort. Derfor stiller vi os bare op ved skranken uden for køen og ser interessante ud. Efter at have fikset et par hurtige ærinder, begynder ekspeditionen af ID-kort foranstaltet af den - efter hvad man kan se - eneste arbejdende tilstedeværende. Hun er afbilledet herunder ved sin PC, hvor man ikke kan se køen bag fotografen. 

Én af de meget unge tilstedeværende bliver tilpas nysgerrig (formentlig fordi mit leverpostejsfarvede hår skiller sig ret markant ud) og spørger, hvad vores ærinde er. Vi fortæller at det er fødselsregistrering i forbindelse med adoption. Han siger at sagen skal til den ovenfor afbillede sagsbehandler. Han tager sagen og henvender sig til hende. Imens kommer endnu en sagsbehandler ind. Han begynder på alle de, der som os, ikke står i ID-kort køen. Stort set alle springer bare ind - stille og roligt - og de nemmeste ærinder bliver behandlet først. Der er en køkultur, den er blot markant anderledes end den vi normalt kender.  Alle som én afleverer et håndslag og en lille pengeseddel eller et stykke chokolade som "tak for hjælpen". Jeg kan se, at det drejer sig om 1.000 pesos sedler (ca. 3 DKK) og at dette først foregår, når man har fået behandlet sit ærinde. Det lugter lidt, men det stinker ikke. Alle sedler lægges i den tidligere nævnte dames skrivebordsskuffe, mens chokoladen beholdes af den enkelte. Jeg bander umiddelbart langt væk over, at vi ikke har medbragt nogle små gaver!     


Nu rejser damen sig og råber ud i lokalet, at adoptionssager kun behandles om tirsdagen. Det er lidt af en våd karklud! Carolina siger ikke et ord. Damen tager endnu en ID-kort sag. Vi bliver stående. Så rejser damen sig og råber mit navn som om hun ikke ved, hvem jeg er. Forbavsende godt udtalt i øvrigt. Jeg nikker, løfter hånden og hun kommer hen og siger, at kopierne af vores pas (som jeg tog for en sikkerheds skyld aftenen før på hotellet) ikke er gode nok. Hun virker bestemt, men egentlig også meget venlig. Hun siger intet andet, men vi aner, at hun måske vil ekspedere sagen. Vi skynder os ned til et "fotocopia" sted. Får 2x2 nye kopier (bare for!) og småløber tilbage. Jeg forklarer Carolina, at det er helt afgørende, at det her forehavende lykkes i dag. Hun må bruge alt sin charme og hun siger, at ligeså må jeg. Jeg foreslår også, at hun lyver så vandet driver. Måske fortælle damen, at min mor er syg og at det er meget vigtigt at nå hjem og fejre jul med hende og hendes nye barnebarn. Vi kommer ind til skranken igen. Venter ca. 15 min. Så bliver mit navn kaldt op af damen igen. Hun peger mod baglokalet, hvor en tyk, yngre mand ind imellem er kommet til syne. Det viser sig, at han står for registrering med fingeraftryk, kopiering af gamle annaler og indtastning af oplysninger til fødselsregistrering. Han ekspederer en mor og datter. Herefter spørger han lidt til navnene på følgebrevet. Taster lidt og printer en side, der bliver forsynet med diverse "ægtheds-mærkater" og stempler. Han rækker mig papiret og lykønsker med adoptionen på engelsk. Jeg takker og kigger spørgende over på Carolina, om det virkeligt var det? Det var det så IKKE. Dette er den ydmyge, men meget personligt vigtige, fødselsregistrering jeg kan beholde og give til Alea. Den kan hun så benytte til at finde sin adoptionssag, der bliver frigivet, når hun fylder 18 år. De øvrige fødselsregistreringer skal laves på en anden formular i 9 eksemplarer til de 9 eksemplarer af "sentenciaen". Herefter forsynes med diverse mærkater og stempler og sidst - men ikke mindst - underskrives af le patron på kontoret (han sidder oppe på 1. sal og er slet ikke synlig for pøbelen). Vi kommer derfor tilbage til damen direkte fra baglokalet og begynder at udfylde denne formular. Det er her helt afgørende, at navne på alle 3 i familien, pasnumre på Majken og jeg, adresser m.v. er i orden. Jeg bliver inviteret til at følge med på skærmen og vi kontrollerer. Jeg påpeger en stavefejl i Dinamarca, hvilket faktisk får damen til at smile og være mere indladende. Jeg undlader at påpege, at man ikke kan bo på en gadeadresse i Sverige i Danmark. Det vil nok blive for indviklet at forklare, at man er dansker i Sverige. Så længe nationaliteten stemmer overens med vores pas, må det være tilforladeligt. Det går godt og vi får at vide, at vi kan komme tilbage om ca. én time. Chefen for kontoret er der ikke lige nu! Den har man jo hørt før og jeg frygter det værste. Vi bliver dog enige om, at vi går en lille tur og kommer tilbage præcis 1 time senere. 


Lidt nede ad gaden går jeg ind på et meget lille spisested, der faktisk blot er en gyde med bliktag over. Her låner jeg toilettet eller hvad der i hvert fald kunne minde om samme. Hugo og Carolina indtager imens spisestedet og bestiller. Det viser sig at være colombianske friturestegte specialiteter (fritana). Det er indvolde, ører, tryne og klove fra grise samt en slags blodpølse med ris i. Dette bliver friturestegt i en ikke helt frisk olie - den er faktisk helt sort - sammen med små uskrællede kartofler. Carolina fortæller, at dette er særdeles delikat og hun har ledt efter det i 14 dage. Men det er ikke til at købe i Bogotá. Herunder ses en - i øvrigt - slank AC assistent i færd med delikatesseindtagelsen. Der er også nærbillede af blodpølsen, grisetunge og ører!

Det bliver også en en tur på den lokale plads i Faca, der ser ret spansk kolonial ud. Her står en - i øvrigt - knap så slank adoptant, der netop har prøvet lidt specialiteter. Vi fik også en kop kaffe. Det er åbenbart ellers ikke normalt i kaffelandet Colombia, hvor de fleste blot drikker kaffe om morgenen/formiddagen.

Nøjagtigt 1 time senere er vi tilbage ved skranken. Her venter vi i ca. 15 minutter. Damen fra tidligere indikerer, at chefen endnu ikke er tilbage. Jeg frygter det værste og begynder at udtænke snedige planer for, hvordan man kan sikre, at en sådan person kommer akut til kontoret? Måske en mindre brand, lettere tilskadekommet personale, tilbud om at betale en taxa? Der er faktisk en del muligheder! Desværre er ingen af dem særligt realistiske og jeg krydser bare alt jeg har, for at han kommer og for, at der ikke var noget mere eksotisk i den mad jeg har prøvesmagt!


Pludselig dukker den lille fyr fra baglokalet op ved skranken. Han kalder og vi går derover. Chefen har netop underskrevet 9 friske og veldokumenterede eksemplarer af fødselsregistreringen. Værsågod Stefan. Jeg har næsten tårer i øjnene og drister mig til at give manden et kontant håndtryk med symbolske 3.000 pesos. Takker mange gang på både dansk, engelsk og spansk. Da vi forlader kontoret lige efter, smiler og vinker alle medarbejdere og råber højlydt farvel og held og lykke! Lettelsen løber igennem mig og jeg har tårer i øjnene, da vi sætter os ind i bilen. Glæder mig helt vildt til at fortælle Majken om dagen. Kl. er ca. 17.00, da vi forlader Faca.


På vejen hjem laver jeg klare aftaler med Carolina om mandagens forløb. Jeg repeterer dem flere gange for at sikre, at vi tilnærmelsesvis har forstået det samme. Vi aftaler at Carolina selv overbringer kopier af fødselsregistreringen til ICBF tidligt mandag morgen. Hun kan dermed knytte en kommentar om, at det er en hastesag. Normalt er ekspeditionstiden for ICBF-brevet nemlig 3-5 dage. Derefter mødes vi på det colombianske paskontor kl. 09.00. Majken, Alea og jeg går derhen. Alle følges herefter til det danske konsulat, der kun er ca. 7 blokke væk. 


Det skal blive en fornøjelig weekend!