Nu sover hun nok snart! - Dag 2

Så oprandt dagen!

Vi gik i seng allerede omkring kl 21.00. Begge var vi godt smadrede efter den noget oplevelsesrige rejsedag. Vi vågnede kl. 03.00. Så er man da i hvert fald fulstændigt udhvilet!!! Vi lavede the i hotellets køkken og fik skypet med min mor (Stefan). Det lader til at de to bedstemødre fik gravet bilen fri allerede inden Preben returnerede fra lufthavnen. Vi hvilede os en halv time mere inden receptionen ringede for vækning kl. 05.30.

Afhentning af chaufføren lidt i syv. En smule i tvivl om, hvor pæn påklædning man egentlig bør have på, når man både skal være seriøs europæisk adoptant, men samtidig skal kunne fungere i børnehøjde og føle sig bare lidt afslappet og tilpas. Vi kørte til Helenas kontor (AC Børnehjælps repræsentant i Colombia) for at hente hende, herefter afhentning af vores advokat Pilar, der tydeligvis er veninde med Helena. Således en bil med 5 personer på vej mod Facatativa (Faca i hverdagssprog).

Det tager ca. 1 time at komme lidt sydpå og ud af Bogota. Trafikken denne morgen var tæt, men ikke mere tæt end en rutineret "MR3 nordgående hver morgen" er vant til. Trafikken er så måske en kende mere intensiv. Der dyttes, mases foran, køres mellem baner, køres frem for rødt osv., osv. Vores chauffør Lois viste sig imidlertid som en afslappet og rutineret fører med sans for små genveje gennem industrikvarterer ved siden af hovedvejen. Lidt ude på ruten begynder Helena at forklare, at vi - måske især Majken - har fået for meget tøj på. Det skal blive en varm dag. I hvert fald, når man skal til Faca, der ligger 2.000 meter lavere end Bogota (2.600 m.o.h.). Her kan vi imidlertid så forstå, at Lois bryder ind. Han siger, at det er rigtigt, at området hører under Faca, men vi skal NOGET længere til San Juan de Rioseco. Der er ikke tale om en tur på 1,5 time som vi oprindeligt var blevet oplyst. Derimod er turen på 3 til 3,5 time om alt går vel! Efter at Pilar, Helena og Lois nu er blevet enige om, hvor turen egentlig går hen fortsætter vi den lange køretur. Vejene bliver mindre og vi kan se, at det kraftige regnvejr i området (La Nina) har gjort sit for at lave mudderskred ned over de små bjergveje. Ved en betalingsstation midt i ingenting (vi er eneste bil!) får vi at vide, at vejen er lukket og at vi nok ikke kan komme længere før end kl. 16.00, hvor vejen igen skulle være ryddet. Der bliver ringet til børnepsykologen i San Juan og han oplyser, at der allerede er folk i byen ankommet samme formiddag. Vi fortsætter turen. Med enkelte passager, som jeg nok kun havde foretaget i en firhjulstrækker (og ikke en "Evanda" sedan), når vi, med omkring 25 graders fugtig varme, kort før kl. 11.00 frem til ICBFs lokale kontor i byen. Vi har en gruppesamtale med pædagog/socialrådgiver, psykolog og diætist. Helena virker som vores - lidt modvillige og halvirritable - oversætter. ICBFs ansatte er MEGET søde og virker utroligt professionelle. Modsat hvad vi ellers har fået at vide, så viser det sig, at det simpelthen er plejefamilien selv (alle 3 biologiske medlemmer), der kommer for at aflevere Juanita. Det er en fremgangsmåde man har valgt på netop dette kontor. Heldigvis er der nogle hjælpende hænder, der tager billeder og lidt video. Det er en ekstremt følelsesladet situation, da man tydeligt kan se, hvor meget familien holder af Juanita og da vi selvfølgelig har en masse følelser farende rundt i maven. Særligt plejefaderen er hårdt ramt, men det stemmer godt overens med papirerne, hvor der er beskrevet et indgående forhold mellem de to. ICBF har sagt, at vi ikke må udveksle kontaktinformationer med familien. Det gør vi så selvfølgelig heller ikke, men det er dæleme vanskeligt, når plejefaderen ligefrem beder om det. Majken og jeg har aftalt, at vi skriver til ICBF i San Juan og så kan de videregive brevene. Vi får alle kage og sodavand (tradition!) og vi giver Juanita gave og leger lidt med hende. Hun er en MEGET bestemt dame. Vi skal nok få vores skæg og ballade. Plejefamilien siger et kort farvel og forlader os. Vi pakker sammen, skriver under på papirer og kører afsted. Sessionen har varet omkring 1 time. Plejefamilien står alle vinkende blot 100 meter længere oppe af gaden ud for deres hus. Der rykker det alligevel noget i tårekanalerne.

Vi begiver os nu ud på den lange hjemtur som går langsomt grundet trafik, men i bund og grund umådeligt godt. Alea Juanita græder, da hun skal have skiftet en gul ble, men Helena synes at det er en dårlig ide at standse før vi er nået op på højsletten igen. Det forstår vi ikke helt og da alle har fået tilstrækkeligt ondt i ørerne standser vi, skifter ble og drikker lidt lokal sodavand, der sælges fra noget, der mest af alt ligner et meget dårligt konstrueret brændeskur. Efter at have sat de damer af i Bogota kører Lois os tilbage til vort hotel, hvor vi ankommer ca. kl. 17.00.

Vi møder i døren et svensk par som vi endnu ikke har talt med. De er meget søde og tilbyder at hjælpe med at handle m.v. her i situationen, hvor man ikke ligefrem har overmåde mængder af overskud til at rende rundt i Bogota for at finde bleer m.v. (herunder ØL). Vi bliver vist rundt i det lokale supermarked og får udpeget hæveautomaterne på det lokale strøg. Alea sidder i lånt svenskerklapvogn. Når præcis tilbage i rette tid til spisning kl. 18.30. Spiser pasta med kylling m.m. og Alea tager godt fra og spiser og drikker selv.

Derefter tilbage til værelset. Satser på at få Alea til at sove relativt hurtigt, da både hun og vi er trætte. Hun får nattøj på, stifter bekendtskab med tandbørsten og skal så lige have fjernet de meget små fine elastikker, der holder hendes hår oppe i nogle små og meget upraktiske toppe. Hvis ikke hun var begyndt at græde lidt, så kommer det hele rullende nu. Hun hulker sig igennem Majkens hårbehandling og skal trøstes i Majkens skød. Efter lidt tid falder hun til ro og bliver puttet i den opstillede tremmeseng. Ingen brok der, men megen vanskelighed med at sove. Mens jeg skriver dette sover Majken trygt, men jeg tror stadig Alea holder et vågent øje med ham der den underlige.

I hører mere, når vi forhåbentlig har fået en god nats søvn!