Som nævnt er den prognosticerede ventetid vokset dramatisk for os. Det har jo imidlertid vist sig eminent, at vi besad tålmodighed. Ellers havde vi jo aldrig fået Juanita.
Ventetiden har været lang. Den har også været drøj, opslidende, skræmmende og til tider næsten uudholdelig. Så tæt på uudholdelig, at man næsten kunne overveje at give op. Faktisk mener jeg ikke at kunne erindre, at der har været noget som helst positivt ved denne ventetid. Selv at udholde andre menneskers - må jeg understrege altid utroligt velmenende - kommentarer har været svært. Når en kollega siger: "Nøj, det lyder spændende!". Som replik til eget udsagn om, at man - trods sin relativt fremskredne alder - endnu ingen børn har, og at man afventer adoption. Så er man faktisk ved at eksplodere, fordi det er sgu bare overhovedet ikke en skid spændende. Det er smerteligt! Men man kommer jo til sig selv blot et splitsekund før man replicerer med noget helt overilet og uovervejet og smiler, mens man hvisler et lidende "tjoh, det er det vel nok" ud mellem tænderne.
Det var en kort beskrivelse af den lange del af ventetiden. Den langt mere intense del afvikles netop nu. Den er forhåbentlig kort, men så meget desto mere uudholdelig. Hvornår f..... skal vi afsted?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar