Ohhh Carolina.. - Dag 23

I morges kl. 9.00 skulle vi mødes med Carolina (vores kontakt fra AC) på et af det colombianske paskontor i nærheden. Vi havde besluttet at gå derhen på trods af opfordring fra Carolina om at blive afhentet (en opfordring hendes chef, Helena, begrunder med hensynet til sikkerhed og måske hendes vognmandsforretning?). Stefan havde dog sagt til Carolina, at den tur havde vi taget flere gange på diverse udflugter. Det viste sig, at Carolina egentlig selv syntes om at gå, da det i morgentrafikken ofte er hurtigere end at køre med taxa. Gåturen tog os ca. 15 min. på en stor vej med masser af biler og mennesker på vej til arbejde.

Da turen nu var hurtigere end ventet betød det også, at vi var i god tid. Stefan foreslog derfor, at vi straks fik taget de pasbilleder, der skal benyttes. Majken var en smule usikker, men Stefan er imidlertid også blevet hærdet af flere dage "i marken". Vi blev enige om, at det måtte kunne lade sig gøre v.h.a. lidt "spanglish". Vi fandt fotobutikken, der var et lokale på 3 m2. Fotografen redte Aleas hår ned i panden (!) og tog herefter et billede af en synligt utilfreds pige. Hun spurgte til størrelsen på billederne og ville se identifikation (troede vi!). Det viste sig, at hun blot ville være hjælpsom og medvirke til at finde de papirer frem, der skal vises på paskontoret.

Vi stillede os derefter udenfor paskontoret (Ministerio de Relaciones Exteriores) for at vente på Carolina. Der gik ca. yderligere et kvarter før hun ankom. Hun havde været på ICBF og aflevere papirer først. Godt forkølet var hun også. Caroline var en drøm på paskontoret og på lidt under en time havde vi Aleas Colombianske pas i hånden. Det foregår ved, at man går ind gennem en lang gang, hvor der er to køer. Den sidste tredjedel af gangen er overladt til de, der skal ud. Ved indgangen står en privat sikkerhedsvagt og sorterer efter ærinde og en paramilitær, der holder styr på horderne. Vi går op langs udgangen og Carolina fanger sikkerhedsvagtens opmærksomhed. Hun synger en sang om, at vi har barn med og VUPTI, vi er inde i lokalet. Nu skal man så til informationen, hvor man får udleveret kønummer og skrankenummer. Carolina går igen rundt om og placerer sig ved udgangen, hvor det lykkes at få opmærksomhed ved at blafre med alle de rigtige papirer. Det er åbenbart ikke ofte, at man har husket alle de rigtige papirer. Vi kan også se folk i køen, der løber tilbage ud, for at få lavet ekstra kopier ell. lign. Vi venter og Carolina placerer sig i den kø, hvor man afleverer papirerne og får en kvittering, der skal betales i en anden kø til kassen. Der er mange mennesker i lokalet, men de fleste synes at vente på det nye, elektroniske pas, der for kort tid siden blev indført i Colombia. Dette pas gælder - i hvert fald foreløbig - ikke adoptivbørn. Vi stiller os i kø ved skranke 14, men bliver hurtigt henvist til en plads af en rigtig lille hyggeonkel af en ældre sikkerhedsvagt. Carolina får betalt ved kassen og stiller sig nu i kø ved skranke 14. Hun bliver også kontaktet af sikkerhedsvagten, der imidlertid får børnehistorien. Hun peger på os og får lov at blive stående, Her kommer hun forholdsvist hurtigt til. Data bliver indtastet og Stefan bliver hidkaldt for at underskrive, afgive fingeraftryk og kontrollere oplysninger før passet produceres. 

Her et lidt utydeligt billede, af lokalet, da vi er ret sikre på at man ikke må fotografere derinde. 

Herefter ventede vi i ca. 15 min, hvorefter vi bliver kaldt op - dvs. vi hører det ikke, men det gør Carolina. Vi begiver os op til den første kø, hvor vi begyndte og får her udleveret passet! Hurra...

Herefter gælder det om at komme ud af virvaret og over til Det Danske Konsulat i Bogotá. Carolina har en aftale med dem om, at vi kommer så snart vi er færdige på det andet kontor. Vi er på Konsulatet kl. ca. 10.30 efter en hyggelig og god gåtur på ca. 20 min. En tur som Carolina faktisk også ser ud til at nyde gevaldigt frem for de evindelige, langsomme taxature.

På Konsulatet bliver vi modtaget i bygningens reception, der ringer op og melder vores ankomst. En paramilitær, bevæbnet vagt (Policia Nacional) følger med op. Det er på øverste sal og ved indgangen til de relativt undseelige kontorer er der sluse for at komme ind. Der er to på kontoret. Konsulen, hvis tilstedeværelse vi først bliver opmærksomme på et stykke henne i forløbet, og sekretæren. Vi udfylder ansøgningen og Stefan frygter nu en smule, at der kan blive problemer med, at vi er bosiddende i Sverige. Dette bemærkes dog ikke. Alea filmer med vagten og Carolina og løber ind på et tilstødende kontor, Det er først her, at vi bemærker Konsulens tilstedeværelse. Han rømmer sig og udbeder sig det colombianske pas. Kort efter kommer han ud med et midlertidigt dansk pas. Han og sekretæren lykønsker, vi smiler og tager billeder. 

Her charmer Alea vagten med sin lille orange amøbe

Fra venstre: Konsulen, Majken med Alea, sekretæren, Carolina og vagten

De stolte forældre til et barn med dobbelt statsborgerskab.

Vi begiver os ud på gaden og går mod Halifax ad Calle 11. Carolina følger med og det er først, da Stefan foreslår, at vi selv finder til Halifax, at hun begiver sig tilbage samme vej vi kom.

På vejen hjem runder vi området ved Parc 93, hvor Alea falder i søvn til en formiddagslur i klapvognen. Vi drikker kaffe og spiser lidt mundgodt på café Juan Valdéz (uuhhmmm, dejlig kaffe, siger Majken jeg skal skrive). Vi taler om, at det endnu engang er lykkedes at spendere en formiddag ude blandt colombianere uden at se én eneste lyshåret mand, barn eller dame. Da vi skal til at gå, er der så selvfølgelig en lyshåret backpacker, der sætter sig for at drikke kaffe. Det betyder formentlig så, at ekspedienterne har fået lov at fnise mindst to gange i dag. Det hænder nemlig jævnligt, når man står der og ser grise-dansk ud. Det er ikke fnisen af ond mening, men blot fordi der bliver helt paf.

Ved hjemkomsten til hotellet sørger vi for, at et pasfoto af Alea kommer op på opslagstavlen i køkkenet sammen med alle de andre børn. Vi er blevet nødt til at gå en omvej for at få taget ekstra billeder, da alle de andre er brugt i processen. Dermed er der et billede til bedsteforældrenes pung med et noget tvært barnebarn! Frokosten bliver indtaget i en næsten tom spisesal med dele af personalet, da hotellets gæster nu blot består af den amerikanske familie. En yngre mand, der har været her længe og familien Bruhn Husum. Vi er de eneste tilstedeværende til både frokost og aftensmad.

Før middagen handler vi i det lokale supermarked. På vej derover søger vi efter en CD med en colombiansk folklore sang, der hedder "Juanita bonita". Ekspedienten søger længe og må til sidst ringe til en ven for at få råd og vejledning. Det lykkedes at finde en CD med Bolly´s Maracas Boys. Fantastisk musik som Pablo fra hotellet straks spiller over højttaleranlægget som akkompagnement til vores middag. Vi får også sagt farvel til Bertha Maria fra "working staff", der drager på juleferie. Vi fik knus og hun fik også straks 25.000 pesos som vi har besluttet at give til alle 7 i working staff. Det er absolut fortjent. 

En glad Bertha Maria med en lidt betuttet Alea.

Carolina har som lovet ringet i løbet af eftermiddagen. Det ser ud til at den første del af processen omkring Haager Konventions brevet fra ICBF er iværksat. Papirerne er faxet til ICBF region Cundinamarca for her at blive udfyldt som oplysninger til brevet, der herefter skrives - og ikke mindst underskrives - i Bogotá. Så langt, så godt. Vi skal på en visit på ACs kontor i audiens hos dronning Helena i morgen. Spændende at høre, hvad hun vil!

I morgen ved vi forhåbentlig, hvorvidt vi skal sove på hotel Halifax for sidste nat i denne omgang.